Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med Kira Eggers om uforudsigelige kollegaer, en pinlig episode til Mike Tysons fødselsdagsfest og mænd der taler nedsættende til kvinder.

Jeg må blankt erkende... at to velformede øjne er det godt at have. Jeg fik fjernet hud over øjnene for nogle måneder siden, det er det bedste, jeg har gjort længe. Jeg skulle ha’ gjort det for længe siden, men bedre sent end aldrig. Jeg gik hele tiden og løftede øjenbrynene, og det fik jeg ondt i hovedet af, og jeg så mere og mere træt ud. Det blev klaret, mens jeg var lokalbedøvet og efter tre uger var de blå mærker væk.

Jeg vil gerne lige sætte fokus på ... oppustethed ved at anbefale, at folk skærer ned på at spise mælkeprodukter eller styrer helt udenom. Der findes rigtig mange alternativer. Mælk er jo ikke lavet til voksne mennesker, den er til pattebørn. Vi er det eneste pattedyr, der fortsætter med at drikke mælk i de voksne år. Der findes ikke nogen videnskabelige undersøgelser, der understøtter, hvorfor vi skal drikke mælk, og at mælk forebygger knogleskørhed. Flere og flere undersøgelser viser nu, at mælkeprodukter er mindre godt for os, og flere får øjnene op for det og mærker en tydelig forskel, når de tager dem ud af deres kost.

Jeg prøver at bekæmpe mine dårlige vaner, som er ... at jeg tit glemmer at tage mineraler og vitaminer. Da jeg er plantespiser og har været det i 17 år, er det vigtigt at tage B12 vitaminer, de er vigtige for, at man ikke bliver træt og distræt. Min krop har aldrig haft det bedre – og jeg savner ikke kød. Jeg har ellers ikke nogen særlige dårlige vaner – jeg var festryger, da jeg var teenager – og jeg spiser gerne en plade mørk chokolade.

Når kvinder taber sig, går det ud over ... alt andet end lige maven. Mange af mine kunder forstår ikke, hvorfor de taber sig alle andre steder end der. Det er helt sikkert, at brysterne bliver mindre, når en kvinde taber sig, fordi der er så meget fedt i dem. Men det med maven hænger også sammen med, om man spiser rigtigt – ligesom jeg lige fortalte.

Livet har lært mig, at mænd er ... ret så søde. Men man skal nok ikke forvente, at de er oprydningsgenier. Danske mænd kan godt virke en lille smule tilbageholdende, og de er ikke så gode til at være åbne over for andre, som f.eks. amerikanere ofte er. I min generation har vi kvinder jo ikke brug for en mand til andet end omsorg og partnerskab, vi er ikke afhængige af mandens økonomi. I dag kan jeg godt li’ at jeg ikke er sammen med en ’mama’s boy’ – mors dreng, men i stedet én, der kan adskille kønsrollerne. Det har jeg langt mere respekt for end en tøffelhelt. En mand skal opføre sig ordentligt, have empati og vise næstekærlighed. Han skal være en, der tager initiativ og får gjort tingene.

Jeg har nemlig ikke brug for ... at være mor for en voksen mand. Mænd skal ikke lade sig overrumple og overrule af kvinder, det synes jeg er en kæmpe fejl. Lige så snart kvinden begynder at få foden indenfor, kan det være svært for os at lade være. Så der må mænd træde i karakter,og det synes jeg er meget vigtigt, at de gør. Mænd skal lære at kunne sige nej, og de skal gøre det fra begyndelsen af, for lige så snart kvinden får lov til at styre det hele, så gør hun det. Hun er vant til at passe på sig selv, fordi det er sådan, vores samfund er bygget op. Vi kan selv, og vi har en tendens til at overføre det til vores hverdag. Men jeg er ikke interesseret i at kunne alting selv. Den kæreste jeg har nu – og som ikke vil være en offentlig person – han siger ’stop’, hvis jeg begynder at hæve stemmen. Kvinder skal aldrig have en skinger stemme – det er der ingen gode argumenter for.

Jeg synes, det er upassende, når folk ... er uærlige og uforudsigelige. Jeg havde en kollega, som den ene dag var smilende og glad, og den næste dag kunne hun ikke engang hilse. Den ene dag ringede hun, og den næste slettede hun mig fra Facebook. Jeg konfronterede hende med det og sagde, at nu måtte hun altså stoppe.

Jeg synes, du burde spørge mig, om ... jeg nogensinde har taget stoffer. Svaret er: Nej, det har jeg ikke. Det er lidt irriterende, for der er sikkert mange, der forventer, at jeg har gjort det som tidligere stripper og nøgenmodel. Faktisk har jeg altid været den første til at rejse mig – og mine veninder er gået med – hvis jeg er i et selskab, hvor der pludselig er folk, der farer ind og ud af toilettet og har hvide streger under næsen. Det er klamt og ynkeligt, og jeg føler mig usikker på deres opførsel. Man kan godt ha’ det sjovt i en brandert.

Det tog mig flere dage at komme mig over ... begge gange, da først Eva Kjer Hansen og, siden Esben Lunde blev fødevareminister. Jeg sukkede i dagevis over det. Det er en katastrofe for natur og miljø, synes jeg. Deres dagsordener er helt off. Hvad nytter det at skrive under på, at vi vil have mindre sprøjtegift i vores mad i alt fra æbler til hvedemel, når Esben ikke tager imod dem. Hvad nytter det at forklare dem, at de ikke har eneret på hav og natur.

Det var pinligt, da jeg ... fik sat hele Mike Tysons sikkerhedsteam til at storme rundt på et helt hotel for at finde min håndtaske. Det skete dengang, jeg var til en Mike Tysons fødselsdagsfest på et hotel i Santa Monica i Los Angeles i 2003. Det gik op for mig, at jeg slet ikke havde smidt den taske væk – den lå lige under mig.

Jeg tror, vi alle ville blive lidt gladere, hvis ... vi mindede os selv om, at det er o.k. at sige fra. Jeg er rigtig god til at sige fra, og det har jeg det på ingen måde dårligt med.

Jeg får stadig henvendelser fra ... folk, der sender fanbreve med post. Det er så hyggeligt!

Overvægtige menneskers største problemer ... kan man ikke generalisere om. Men mange skyder fra hoften med de samme argumenter, hvor de tager offerrollen og siger: »Så er det lige pludselig min skyld, at jeg er tyk«. Men det handler ikke om skyld, men om at handle og tage ansvar. Man skal være klar til det og indtil da er der mange, der fralægger sig ansvaret.

Danske mænd kunne lære af ... nutiden. Jeg er ikke med i Tæskeholdet længere. Det foregik altså i 1996-97. De kunne også lære at formulere sig pænere, når de er online. Mange mænd taler nedsættende om kvinder. Ret barnligt i virkeligheden.

Det bedste og værste ved at være bodybuilder var ... Det bedste var den fantastiske form jeg kom i, da jeg var med i tv-kanalens TLCs program om det, og den viden jeg fik om kost, krop og træning. Det værste var alle restriktionerne og træningen, selvom man helst bare ville sove.