9 ud af 10 ledige akademikere er klar til at søge et job, som de er overkvalificerede til for at komme ud på arbejdsmarkedet.

De ledige akademikere er nu så desperate efter at få noget at give sig til i hverdagen, at 9 ud af ti enten i »høj« eller »nogen« grad vil gå på kompromis med deres faglige kvalifikationer. Det skriver Avisen.dk.

Tallene dukker på i en ny undersøgelse fra juristernes og økonomernes fagforening, DJØF.

- Det er yderst sjældent, at jeg snakker med en ledig, der ikke søger andre job end drømmejobbet, siger Janni V. Jensen, der er konsulent i DJØFs rådgivningscenter til Avisen.dk.

Hun mener, at regeringen bør tage ansvar for at få knækket arbejdsløshedskurven i stedet for at lægge ansvaret over på de ledige.

I februar sagde beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til DR, at hun ville være klar til at sidde bag kassen i NETTO, hvis hun fik en fyreseddel.

Ministerens udmelding kom kort efter, at hun havde givet nyuddannede akademikere en skideballe i Jyllands-Postens spalter. De unge fik en verbal øretæve for at søge for snævert.

»Sludder og vrøvl,« lyder reaktionen fra Henning Jørgensen, der er professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet.

Ifølge professoren tegner regeringen et for sort billede af tingenes tilstand.

- Danmark har råd til at investere i jobskabelse, siger Henning Jørgensen.

Professoren forudser, at det bliver alles kamp mod alle at få et job, og at det især vil være de ufaglærte, der får blå mærker af kampen, hvis regeringen lader stå til.

- At højtuddannede er ude efter ufaglærte job, forringer de ufaglærtes chancer. De vil ikke alene blive skubbet længere bagud i køen. De vil også blive udstødt af fællesskabet, siger han til Avisen.dk.

Hos Socialdemokraterne erkender man, at det bliver de ufaglærte, der rammes, men fastholder, at akademikerne skal søge nedad.

- Vi har et problem med de ufaglærte, og de skal selvfølgelig have hjælp. Den her regering kan ikke klandres for ikke at skabe job. Alle vores reformer og forlig handler om at bevare eksisterende arbejdspladser og skabe nye. Vi arbejder hårdt for at knække arbejdsløshedskurven, men vi kan jo ikke bruge flere penge end dem, vi har, siger beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen til Avisen.dk

BNB