Ejeren af Catfishworld i Ikast, Martin Hansen, er både ked af det og vred. Nu risikerer han at gå fallit med sin akvariebutik, fordi kommunen nægter ham erstatning.

I sidste måned ramte en mindre tragedie Hansens butik, da en job-praktikant fra kommunen lavede en fatal fejl i butikken.

- Vi skulle skifte vand i akvarierne, som vi gør med jævne mellemrum. Og så pøser han iskoldt vand i samtlige tanke, fortæller indehaveren Martin Hansen.

I løbet af kort tid døde 2-3.000 akvariefisk i det iskolde vand. Ulykken svarer til en merudgift på 170.000 kr. for indehaveren.

Ejer: De lovede at dække skader

For at føje spot til skade var praktikanten Martins lillebror, som han havde været så flink at tage ind. I dag har han slået hånden af broderen, men det, butiksejeren er mest vred over, er, at kommunen ikke vil erstatte hans tab.

- Det er tæt på at være en tragedie for mig og min kone. Vi har ingen bank med i det her, så det er udelukkende vores sparepenge, der er på spil. Det er dem, vi har investeret i butikken, siger Martin Hansen.

Da han tog broderen ind som virksomhedspraktikant, var han i tvivl, og spurgte derfor kommunens jobcenter, hvem der dækkede, hvis deres praktikant kom til at lave skader i butikken.

- Deres svar var helt klart, at det var dem, der ville erstatte tab og skader. 'Det dækker vi', sagde Lars Skov Iversen fra jobcenteret, fortæller Martin Hansen.

B.T. har set aftalen mellem jobcenteret og Martin Hansen. I aftalen står således under punktet 'erstatningsforhold', at 'jobcenteret yder erstatning for skader, tilbudsmodtageren forvolder på andre personer eller andres ejendele efter dansk rets almindelige regler…'.

Men Almindelig Brand, der er Ikast-Brande Kommunes forsikringsselskab, har nu afgjort, at de ikke yder erstatning i sagen. Derfor har kommunen sagt til Martin Hansen, at han ikke får en krone fra kommunen.

- Da jeg sagde til arbejdsmarkedschefen i kommunen, at jeg ville have et møde med dem, sagde hun til mig, at det ikke kunne lade sig gøre. 'Lev med det', sagde hun til mig, fortæller Martin Hansen.

'Dansk rets almindelige regler'

Arbejdsmarkedschef Birgit Thorup siger til B.T., at Martin Hansen ikke har fået mundtligt tilsagn om erstatning, og at det er forsikringsselskabet, der afgør, om kommunen er ansvarlig. Og Almindelig Brand har afgjort, at de ikke skal yde erstatning.

Men der står jo helt utvetydigt i hans aftale med jobcenteret, at jobcenteret yder erstatning?

- Det er en fortolkning efter dansk rets almindelige regler, og selskabet har afgjort, at der ikke er tale om hverken grov uagtsomhed, eller at skaden er sket forsætligt.

Men det er vel kommunen, der er ansvarlig i sidste ende og ikke et forsikringsselskab?

- Ja, jobcenteret har et ansvar, og det løfter vi ved at forsikre os ud af det. Og jeg må forholde mig til, at selskabet har afgjort, at der ikke kan ydes erstatning.

Og har han ingen mulighed for at klage eller anke jeres afgørelse?

- Nej, ikke til os. Han kan rette en eventuel klage til forsikringsselskabet, men vi har ingen muligheder for at hjælpe, siger arbejdsmarkedschef Birgit Thorup fra Ikast-Brande Kommune.

Hun understreger i øvrigt, at sagens afgørelse intet har at gøre med, at praktikanten tilfældigvis er bror til ejeren.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Skov Iversen.________________________________
Skynd dig. En dag tilbage. Deltag i konkurrencen om et lækkert videokamera eller 3 måneders gratis abonnement på B.T. Du skal blot 'Synes godt om' B.T. på Facebook.
Tryk 'synes godt om' i boksen herover og deltag i konkurrencen. Vinderne trækkes d. 29. oktober.