Den tidligere TV Avisen-vært og ansat på BT TV, Jeppe Nybroe, er gået i intensiv træning for at lære arabisk.

Han har nemlig fået nyt job på den libyske tv-station Libya Alhurra TV, som spillede en central rolle i borgerkrigen og er den første uafhængige tv-station i Libyen.

Jeppe Nybroe startede som nyhedschef for tre uger siden, og det har både været en oplevelse men også noget af en omvæltning for den danske journalist. Det fortæller han i det seneste nummer af fagbladet Journalisten.

- Det er mit livs største udfordring og samtidig et drømmejob uden lige. Det er fantastisk at få lov til at bidrage til opbygningen af demokrati og ytringsfrihed i nyt land,  siger Jeppe Nybroe til fagbladet.

Han er chef for nyhedsafdelingen og har dermed ansvaret for 50-55 mænd og kvinder.

- Selvom de er enormt engagerede og talentfulde, forstår de ikke kulturen for uafhængig presse. Der er ingen af dem, der før har prøvet at arbejde med eller leve under uafhængige medier. Men det er også vigtigt at man ikke måler det med danske forhold, ligesom man heller ikke kan måle demokratiet med danske forhold, siger Jeppe Nybroe ligeledes til Journalisten.

Tv-stationen Libya Alhurra TV blev grundlagt den 19- februar 2011 og kan i dag ses i det meste af Mellemøsten. Hovedmanden bag var den 28-årige Muhammed Nabbous, der blev dræbt af Gadaffitro-styrker. I dag er han en af krigens største martyrer. Han formåede at holde verden orienteret om hvad, der skete i oprørernes hovedstad Benghazi, selv om styret havde lukket internettet ned.

Jeppe Nybroe er især kendt som tidligere vært på TV Avisen, hvor han kom i vælten, efter det blev afsløret, at han havde vildledt seerne i et indslag om de danske soldaters tilbagetrækning fra Irak. Siden har han blandt arbejdet for BT TV og TV2 Øst.