Ingen varslinger om farlig vind på Lillebæltsbroen

Brandvæsnet i Middelfart er frustreret over, at der ikke er noget varslingssystem i tilfælde af kraftig vind på Lillebæltsbroen. Fynsk folketingspolitiker går til transportministeren med sagen.

Når det blæser kraftigt, bliver bilisterne på Storebæltsbroen advaret - og nogle gange bliver broen endda lukket på grund af kraftig vind.

Et tilsvarende varslingssystem eksisterer ikke for Lillebæltsbroen mellem Jylland og Fyn, selv om broen passeres af op mod 60.000 biler i døgnet.

Så sent som mandag snurrede en lastbil 180 grader rundt og endte med førerhuset mod kørselsretningen på Lillebæltsbroen. Uden at de øvrige bilister blev advaret.

Det er et stort problem, mener man hos Middelfart Brandvæsen, som står for redning og oprydning efter ulykker i sporet mellem Fyn og Jylland.

Her har beredskabschef Claus Lund i tre år rykket Vejdirektoratet for at få fastlagt en procedure for sikkerheden på Lillebæltsbroen.

- Status er, at der ikke er nogen entydig sikkerhedsprocedure, og det er ikke hensigtsmæssigt, siger Claus Lund til Fyens Stiftstidende.

På Storebæltsforbindelsen har Sund & Bælt ansvaret for sikkerheden på broen, og her eksisterer et varslingssystem med fire trin, der via elektroniske skilte advarer bilisterne, når der er kraftig sidevind. Nogle gange lukkes broen helt for trafik.

På Lillebæltsbroen er der blot en vindpose, der blafrer, når det blæser, og det er op til bilisterne selv at holde øje med vindposen.

- Det er det beredskab, der er, for så vidt angår vinden, siger vedligeholdelseschef i Vejdirektoratet, Erik Stoklund Larsen, til Fyens Stiftstidende.

Sikkerheden på Lillebæltsforbindelsen er Vejdirektoratets ansvar. I 2009 blev der udarbejdet en Cowi-rapport, der angiver, at Lillebæltsbroen - hvis man anvender Storebæltsbroens grænser - burde advare mod blæst syv døgn om året. Broen burde i gennemsnit lukkes halvandet døgn om året for høje, lette køretøjer. En time om året burde broen i gennemsnit lukkes helt, lyder det i rapporten.

Men siden da er intet sket, og det undrer Venstres medlem af Transportudvalget, Lars Christian Lilleholt.

- Jeg vil have sagen belyst og agter at stille spørgsmål til transportminister Henrik Dam Kristensen (S), siger den fynske folketingspolitiker.

- Det lyder underligt, at man varsles, hvis man kører på Storebæltsbroen, men ikke på Lillebæltsbroen. Og jeg undrer mig også over, at der ikke er sket noget, når den lokale beredskabschef åbenbart har ventet tre år på svar, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.