19 procent af danskerne mellem 25 og 54 år må gå fra boligen inden for et år, hvis de bliver fyret, viser undersøgelse.

Mange danskere frygter, at de må gå fra hus og hjem, hvis de mister deres arbejde, skriver gratisavisen 24timer. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Zapera har lavet for vikarbureauet Adecco.

På spørgsmålet om, hvor længe de kan blive boende, hvis de bliver fyret og ikke får et nyt job, svarer hver femte, at de kun kan blive boende i et halvt til et helt år.

- Mange står i en desperat situation, fordi friværdien i boligen er skrumpet, eller de har mistet penge, der var bundet i aktier, fortæller Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

- En del har forgældet sig under højkonjunkturen og har derfor en anstrengt økonomi, og de omkring 450.000 danskere, der ikke er dagpengeforsikret, kan slet ikke tåle at blive fyret, siger han.

/ritzau/