Et nyt projekt på tværs af brancher skal de næste fire år brande Danmark som et land med åbne arme og lokke endnu flere turister hertil.

- Velkommen. Kunne du tænke dig et knus, når vi har hængt din jakke i garderoben?

Sådan et spørgsmål kan man fremover blive stillet i de danske hotelfoyerer, hvis det står til projekt Open Arms.

- Turisterne skal have en bedre oplevelse, så de kommer igen. Målet er, at vi får gladere gæster, og det skulle selvfølgelig gerne smitte af på bundlinjen, siger branding-direktør i Open Copenhagen, Liv Thøger, der leder projektet.

Sammen med hotel- og restaurationsbranchen (Horesta), Københavns Kommune og to konsulenter har Open Copenhagen indledt et fire årigt projekt, som skal uddanne servicepersonale på hoteller i København og senere hen også taxachauffører, butiksansatte, lufthavnspersonale og museumsansatte i hele landet. De skal lære at smile bredere og give turisterne wow-oplevelser, for lige nu er danskerne bag skranten for »tilknappede«, mener uddannelseschef i Horesta, Marianne Kragh.

- Man har haft en standard for, hvordan man opfører sig høfligt og ordentligt, som har været lidt tilknappet, og det her projekt gør op med den standard. Som frontpersonale skal man nemlig forsøge at lade sin begejstring smitte til kunderne, siger Marianne Kragh.

Det lærte de ansatte på Hotel Sankt Petri i København, da de var med i et Open Arms-pilotprojekt i april. Her fik de et to-dages kursus i discipliner som »kuffert pitstop«, »skør rengøring« på hotelværelset og »vær sød ikke at forlade os«-afsked i foyeren. Og det kunne mærkes på bundlinjen, fortæller hoteldirektør Jakob Rais.

- Vores mersalg steg markant i de dage. For når folk bliver budt velkommen i hovedindgangen af medarbejdere, der giver ægte smil, så har gæsterne også lidt nemmere ved at sige ja til for eksempel at købe et værelse, der er større end det, de egentlig har booket. Derudover har vi øget vores score på nettet, hvor vi har fået flere gæster, der anbefaler andre at bo herinde, siger Jakob Rais.

Open Arms-projektet skal foreløbigt køre i fire år.