En række huse i Danmark bliver så ofte oversvømmet på grund af regn, at det bedst kan betale sig at rive dem ned, mener forsikringsselskaber.

Klimaforandringerne har medført så voldsomme skybrud, at et antal huse næppe fremover vil kunne forsikres mod vandskader.

Derfor lægger forsikringsselskabernes brancheorganisation, Forsikring & Pension, nu op til, at man slet og ret river de huse ned, hvor det viser sig, at det hverken er teknisk muligt eller samfundsøkonomisk ansvarligt at forbygge gentagne oversvømmelser. Det skriver Søndagsavisen.

- Der er brug for at finde svar på udfordringerne: Hvordan håndterer vi regnmængderne i byerne, hvad gør vi i forhold til huse med udsat beliggenhed osv. Der er brug for fælles svar på udfordringerne og det haster med en samlet national klimastrategi, der giver grundlag for at træffe de rigtige beslutninger, siger Torben Weiss Garne, underdirektør i Forsikring & Pension.

Forsikring & Pension vil ikke sætte tal på, hvor mange huse, det kan komme på tale at rive ned, men Torben Weiss Garne mener ikke, at der er tale om mere end »nogle hundrede«.

- Vi taler om huse, der oversvømmes regelmæssigt på grund af regn, og hvor hverken dræn, kloakker eller andet effektivt kan forhindre skaderne. Og hvor husejerne i praksis stavnsbindes, fordi husene bliver usælgelige.

Forsikringsbranchen har ikke lagt sig fast på, hvor pengene til at opkøbe de udsatte boliger skal komme fra. Men som en mulig løsning peger foreningen på den stormflodsordning, som forsikringskunderne allerede betaler til i dag.

- Man kan forestille sig, at man forhøjer stormafgiften. Jo hurtigere løsning, desto bede, så erstatninger kan bruges som den del af løsningen, siger Torben Weiss Garne.

Skybrud - ikke mindst det ekstraordinært voldsomme over København 2. juli - kostede sidste år forsikringsselskaberne tæt på fem milliarder kroner. Heraf dækker genforsikringsselskaber dog mellem 4,0 og 4,5 milliarder.

BNB