Formanden i Egedalsvænge flygter efter trusler

Formand for afdelingsbestyrelsen i boligforeningen Egedalsvænge i Fredensborg Kommune, Karin Leegaard Hansen vælger nu at flytte fra området.

- Jeg følger mig truet, siger den 62-årige formand til ekstrabladet.dk.

Det sker efter at et lille muslimsk flertal i den lokale afdelingsbestyrelse valgte at skrotte den årlige tradition med juletræstænding, gløgg og æbleskiver. De seneste uger har stemningen i området været mere og mere anspændt.

Karin Leegaard Hansen har offentligt protesteret imod bestyrelsens beslutning.

Efterfølgende har hun og hendes mand Tommi i deres lejlighed været udsat for stenkast, da deres vinduer 11. november blev smadret.

- Jeg havde lige sat mig ind på kontoret, da vi hørte et brag, fortæller Karin Leegaard Hansen til ekstrabladet.dk.

Samtidig har den 62-årige formand i Egedalsvænge også været udsat for trusler af beboere i området, og siden episoden med stenkast har Karin Leegaard Hansen gået til krisepsykolog, der betegner hendes lidelse som angst.

- Det er som om min harddisk bliver helt fyldt op og lukker ned. Jeg går i sort og har det virkelig dårligt. Jeg forsøger selvfølgelig at få en hverdag til at fungere, men det er svært, siger Karin Leegaard Hansen, der nu tager konsekvensen af den eskalerende situation og flytter fra Egedalsvænge.

- Vi har opsagt lejligheden og fundet et nyt sted i Jylland og flytter så hurtigt som muligt. Jeg vil gerne herfra som et normalt menneske og ikke som en psykisk syg, siger hun til ekstrabladet.dk.

Der er ekstraordinært afdelingsmøde for beboerne i Egedalsvænge i onsdag aften, hvor der forventes et massivt fremmøde. Her risikerer hele bestyrelsen at blive væltet efter juletræsstriden.

Mødet starter klokken 18.00.