De 60 flygtninge og migranters ankomst til det nyoprettede asylcenter i Nyborg blev i dag modtaget med blandede følelser fra lokalmiljøet. Nogle troppede op med flag, mens andre havde hængt afvisende skilte op.

Da de første 60 asylansøgere ankom til Nyborg onsdag eftermiddag, var det til lyden af klappende hænder fra mere end 100 mennesker, som var mødt op med flag, og som ville ønske dem velkommen.

Det skriver TV 2.

Det er planlagt, at op mod 500 asylansøgere skal indlogeres i det ny asylcenter i Nyborg, Strandvænget, som er blevet til efter integrationsminister Inger Støjberg tog den ny nødretsparagraf i brug for tre dage siden.

Nødretsparagraffen gør byråd og planlov ugyldige, og det er første gang den benyttes.

Hængte 'Nej, tak'-skilte op

Det er imidlertid ikke alle, som har været glade for at skulle tage imod de mange asylansøgere i den østfynske by.

I løbet af natten til onsdag var der nemlig sat skilte op på og omkring asylcenteret, blandt andet med budskaberne »Ikke velkommen - Nej tak«, »Vi sagde nej, Inger« og »Asylcenter - Nej tak«.

I et interview til DR fortæller Strandvængets direktør og koordinator, Marianne Stentebjerg, at skiltene og deres budskaber dog ikke skal regnes for at være den generelle holdning blandt byens borgere.

Ifølge TV 2 var der da heller ikke mødt nogen af modstanderne op, da asylansøgerne ankom i bus i dag.