Debatten om homoseksuelle har skabt en bølge af udmeldelser fra den danske folkekirke.

Danskerne melder sig ud af folkekirken som aldrig før.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 12.306 danskere i første halvdel af 2012 har meldt sig ud af folkekirken. Til sammenligning meldte i alt 13.587 personer sig ud i hele 2011.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Udviklingen er en reaktion på den debat, der har været om vielse af homoseksuelle, vurderer religionsforsker fra Aarhus Universitet Marie Vejrup Nielsen.

- Udmeldingerne kommer dels fra de konservative kristne, der er imod det nye ritual, dels fra de moderate kristne, som er blevet præget af den massive mediedækning, der har været om emnet. Her har de set nogle personer i præstekjoler stå frem og tale imod homoseksuelle vielser, hvilket de moderate ikke kan stå inde for.

Den vurdering ligner den virkelighed, Jørgen Degn Bjerrum kender som sognepræst i Glostrup Sogn.

- Der har været en bølge af udmeldelser. Min fornemmelse er, at de, der melder sig ud, er folk, der har overvejet det længe. For dem har diskussionen om folkekirken og vielse af homoseksuelle været anledningen, de manglede, siger Jørgen Degn Bjerrum.

Lektor i teologi på Købehavns Universitet Hans Raun Iversen anerkender, at debatten om det nye ritual har haft betydning. Men formentlig kun for 2000-3000 personers vedkommende.

- Først og fremmest skyldes det, at folk ikke længere ønsker at være livsvarigt medlem af noget som helst. For det andet handler det om økonomi. Hvis du ikke synes, du får noget for pengene, hvorfor så blive ved med at betale? Og for det tredje om, at mennesker i dag ønsker valgfrihed, og det har nu også bredt sig til folkekirken, mener Hans Raun Iversen.

Også kirkeminister Manu Sareen (R) anderkender vielsesdebattens betydning.

- Jeg tror, at det er sandsynligt, at den ophedede debat om vielse af homoseksuelle i kirken kan spille ind på antallet af aktuelle udmeldelser.

BNB