Dyre psykologtimer og glemsomme læger er skyld i, at mange gravide havner på potentielt farlige lykkepiller.

Prisen på en psykologtime og for hurtige læger presser gravide til at tage fosterfarlig medicin. Det skriver Ekstra Bladet mandag.

Selv om Sundhedsstyrelsen i sine retningslinjer skriver, at lægerne altid nøje skal overveje at tilbyde deprimerede gravide timer hos en psykolog, så glemmer lægerne at henvise til terapien.

I andre tilfælde må patienterne takke nej til samtalerne, fordi de ikke har råd til de dyre psykologtimer.

Mange gravide er derfor tvunget til at tage lykkepiller og udsætte deres børn for potentielle bivirkninger, der i sidste ende kan gøre stor skade på dem.

Lægemiddelstyrelsen har modtaget 86 sager om formodede alvorlige bivirkninger som følge af gravides brug af antidepressiv medicin. Heraf fire sager om dødsfald hos babyer og 18 tilfælde af abort eller fosterdød.

I dag har gravide mellem 18 og 37 år en egenbetaling på 373 kroner for første konsultation og 311 kroner for følgende psykologtimer, mens de gravide, der falder uden for den alder, må betale hele regningen selv på omkring 1000 kroner pr. time.

Et terapiforløb hos en psykolog kan dermed løbe op i tusindvis af kroner, og derfor må nogle gravide i stedet ty til lykkepiller, der kun koster dem er par kroner om dagen.

Det bekræfter Henrik Dibbern, formand for De Praktiserende Lægers Organisation.

- Læger glemmer tit at tilbyde psykologhjælp til deprimerede, fordi de har oplevet, at så mange ikke har råd. Det er et stort problem, at der er en egenbetaling.

- Jeg har selv adskillige patienter, der gerne ville til psykolog, og som ville have gavn af det, men som måtte vælge det fra, fordi de ikke havde råd til det.

- De må så i stedet tage antidepressiv medicin, fordi behandlingen er langt billigere, siger han til Ekstra Bladet.

/ritzau/