Brancheorganisation frygter, at EU's model for støtte til grøntsagsavlerne vil favorisere bestemte lande.

Det kan blive sværere for danske grøntsagsavlere end for deres udenlandske konkurrenter at få andel i de midler, EU vil udbetale som kompensation på grund af de tab, tarmbakterien VTEC har kostet dem.

Det vurderer Torben Lippert, konsulent i brancheorganisationen Dansk Gartneri.

- Selv om intet endnu er vedtaget, tegner der sig ligesom et billede af, at EU vil anvende en model, hvor producenterne ikke kompenseres for pristab, men i forhold til, hvor meget de rent fysisk har smidt ud og pløjet ned, siger Torben Lippert til Ritzau.

Han gør opmærksom på, at destruktion af fødevarer normalt harmonerer dårligt med danske produktionsmønstre.

- Men en sådan model kendes fra lande som Holland og Frankrig, og EU vil nok finde det praktisk at tage udgangspunkt i en model, der er anvendt ved tidligere lejligheder.

Set med danske briller kan problemet ifølge Torben Lippert blive, at vi ikke herhjemme har impliceret et system, der kan registrere og dokumentere, hvad der er destrueret i en sådan situation.

- Producenterne skal i deres ansøgninger om kompensation kunne dokumentere deres tab, og vi venter spændt på, hvorledes det skal ske, siger Mogens Christensen, næstformand i Dansk Gartneri.

Fredag formiddag håber organisationen, at et møde i Fødevareministeriet vil give flere svar på, hvilke krav EU stiller til de ansøgninger, som producenterne skal indsende.

EU vedtog torsdag at øge sin "krisepulje" fra 140 til 210 millioner euro, svarende til godt 1,5 milliarder kroner.

Tirsdag offentliggjorde Dansk Gartneri et "foreløbigt estimat" for, hvad situationen har kostet de danske avlere, de første ni dage efter at der blev rettet en mistanke mod danske agurker.

Estimatet omfatter 30 af de største producenter og er alene for dem opgjort til i alt 7,4 mio. kr. Beløbet omfatter tab på agurker, tomater og salat, men ifølge Dansk Gartneri kan der også være tab på andre grøntsager.

/ritzau/