Nyhedsavisens tidligere chefredaktør, Simon Andersen, langer ud efter sine tidligere chefers særlige lønaftaler med Morten lund.

Nyhedsavisens tidligere chefredaktør, Simon Andersen, langer nu ud efter sine to tidligere kolleger, direktør for avisen Morten Nissen Nielsen og bestyrelsesformand Svenn Damm.

Simon Andersens reaktion skyldes Ritzaus historie torsdag om, at Svenn Dam og Morten Nissen Nielsen havde en - for Simon Andersen ukendt - aftale om, at de begge var sikret et års løn, hvis deres ansættelse måtte ophøre - eksempelvis ved en lukning af avisen. Lønninger, der ifølge Ritzaus oplysninger ligger på henholdsvis 1,8 millioner kroner for Morten Nissen Nielsens vedkommende og 1,5 millioner kroner for Svenn Dam.

- Helt uprovokerende er det selvfølgelig ikke, at de to topchefer, der jo konstant har prædiket, at alle skulle være modige og turde kaste sig ud i projektet, selv har ønsket og fået særligt og vidtrækkende sikkerhedsgarantier, skriver Simon Andersen på sin face book profil.

Han tilføjer:

- Svenn Dam og Morten Nissen Nielsen har interesseret sig for, at moderselskabet Media 365 ikke er gået konkurs - og at der så at sige "stadig" er penge at hente. Om de handler i egne - eller kreditorernes - interesser - ved jeg ikke, skriver han.

/ritzau/