I lige nøjagtig 80 år har de to kobbertårne på Knippelsbro, som forbinder København med Amager, fungeret som opholds- og kaffestue for bropassere.

Men fra og med i dag får det ene af de to tårne en ny funktion. Det skriver TV 2 Lorry.

Med fokus på gastromiske oplevelser, en radiobiograf og udstillinger, vil det ene tårn fremover slå dørene op som kulturhus under navnet 'Kulturtårnet'.

Brotårnene blev opført i 1937, og de seneste 12 måneder har det nye kulturhus, både indvendigt og på facaden, gennemgået en større renovering frem mod åbningen i dag. Renoveringen er blandt andet finansieret af Københavns Kommune, som sammen med foreningen Kulturtårnet står bag det nye kulturhus.

Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Jeg håber, at københavnerne vil bruge det som et udstillingssted, et offentligt sted, som de kan besøge med deres kærester eller familie for lige at få et kig ud over København og se København på en ny måde,« siger Malthe Merrild, projektleder for Kulturtårnet, til TV 2 Lorry.

Prisen for at komme en tur op i Kulturtårnet vil ligge på 20 kroner for voksne og 10 kroner for børn. Som udgangspunkt vil åbningstiderne være fra tirsdag til lørdag i tidsrummet 12 til 22.