Sundhedsstyrelsen fastholder to doser af vaccinen mod Influenza A H1N1, selvom WHO netop har erkendt, at en dose er tilstrækkeligt for at dæmpe smittefaren.

Du skal fortsat reservere to tider med tre ugers mellemrum hos lægen, hvis du skal vaccineres mod influenza H1N1. Sådan lyder meldingen fra Sundhedsstyrelsen, selvom WHO netop har erkendt, at en dose af vaccinen er tilstrækkelig.

- Vi følger naturligvis også med i de data og meddelelser, der kommer. Men vi har valgt at følge anbefalingerne fra Det Europæiske Lægemiddelagentur EMEA og udmeldingerne fra vores egen lægemiddelstyrelse, siger centerleder i Sundhedsstyrelsen Else Smith.

Hun betoner dog, at Danmark er klar til straks at ændre strategi, hvis EMEA ligesom WHO slår fast, at en dose af vaccinen er nok til at holde danskere i risikogruppen smittefri.

- En dose vil selvfølgelig være skønt, for det vil betyde færre bivirkninger, ligesom der vil være besparelser økonomisk. Men vi synes også, at den danske befolkning skal have det bedste, så derfor skal vi have fuldstændig vished for, at en dose af vaccinen kan give beskyttelse helt frem til næste sommer, før vi ændrer strategi, siger Else Smith.



/ritzau/