Ambulanceredder Henrik Hachel føler, at han i nogle situationer skal genoplive mennesker, der egentlig ville være bedst tjent med at dø en fredfyldt død i familiens arme, men der er nogle regler, der skal følges.
»Det er fuldstændigt åndssvagt, at man skal rive en 92-årig kvinde, som er sovet ind, og hvor familien står samlet rundt om, ned på en båre og forsøge at genoplive hende - det er langt ude,« siger han til BT.
Debatten er blusset op, efter præst Kathrine Lilleør i et debatindlæg i Berlingske beskrev, hvordan hendes mormor på 89 år blev genoplivet 20 minutter efter, hun var sovet fredfyldt ind i sin datters arme.
»Min mormor blev forsøgt genoplivet, selvom hun var død. Fra hun faldt om i min mors arme, til ambulancen rystede af de stød, man sendte igennem hendes stille gamle hjerte, var der gået over tyve minutter.«
Her fortæller hun, hvordan oplevelsen har givet familien mén, men at de pårørende ikke kunne stille noget op, fordi hjemmeplejen fulgte reglerne og ringede 112, selvom dødsfaldet var forventeligt.
De samme regler følger Henrik Hackel, for hvis der ikke er en læge tilstede, når ambulancefolkene ankommer, så skal man genoplive, selvom patienten er terminalt syg.
»Vi har også haft et eksempel, hvor en hjerneskadet og udviklingshæmmet dreng gik ud i en fjord og gik igennem isen. Han lå i det iskolde vand i halvanden time, og der vurderede ambulanceføreren, at man skulle køre stille og roligt af sted med den afdøde, men han fik virkelig stryg for det, for det er kun læger, der må erklære folk for døde.«
Den regel har Henrik nu ikke noget imod, for det er svært at afgøre for en, der er lægmand, men han har noget imod, at plejehjemspersonalet skal ringe 112, når kræftsyge patienter sover ind.
»Jeg har oplevet på Fyn, at der var en, der døde på et plejehjem, men så kommer plejehjemsforstanderen løbende og sagde, at det var et forventet dødsfald, men at man skulle ringe 112. Så kunne vedkommende ikke dø en værdig død. Når man nu ved, det er en terminal syg patient, der kan dø hvert øjeblik, så skal man alligevel ringe 112.«
Ambulanceredderen fortæller også, at man i Region Sjælland ikke automatisk sender en akutlægebil med ud til livløse personer, så lægen kan erklære den syge for død på stedet.
»I Region Syddanmark, hvor jeg har kørt, der ankom altid en akutlægebil på stedet samtidig med ambulancen, og der kunne lægen med det samme sige, at selvom manden sad oprejst foran fjernsynet, så skulle han ikke genoplives, for han havde haft syv bypass-operationer.«
Men i Region Sjælland er der kun én akutlægebil og én helikopter, der skal dække hele regionen, og en læge der passer en telefon, som skal vurdere, om en patient skal genoplives. Ambulanceredderen eller paramedicineren kan ringe til lægen og få at vide, om man skal fortsætte genoplivningen eller ej. Og den er tit påbegyndt, før man har fået talt ordentligt med lægen, forklarer Henrik Hachel.
Den præhospitale chef i Region Sjælland Ole Mazur Hendriksen forklarer, at det er rigtigt, at det er politisk besluttet, at det skal fungere sådan i regionen, men at der bliver sendt en læge med, hvis der er fundet et livløs person inden for deres radius.
Men det er ikke nødvendigt at sende en læge med i visse situationer, hvor der ikke er tvivl om, at patienten er død, forklarer han.
»Det er en gammel og politisk beslutning, at man afskaffede lægebiler i regionen, men normalt kører man heller ikke lægebiler ud, hvis der er sikre dødstegn, men ifølge lovgivningen, så er det kun læger, der kan erklære personer døde, og det kan kun ske inde på sygehuset,« fortæller han.
Han understreger også, at ambulanceredderen får vejledning af en læge over telefon, hvis det er nødvendigt.
»Når der ikke er en læge med, så skal paramedicineren eller ambulanceføreren ringe til vores læge, som så kan vurdere, om behandlingen er udsigtsløs, og hvis der for eksempel er ligpletter, så stopper vi behandlingen,« siger han.
Ole Mazur Hendriksen mener ligesom Henrik Hachel, at man i langt højere grad burde informere patienter om, at de kan få skrevet ind i deres journal, hvis de ikke vil genoplives, for den mulighed eksisterer faktisk.
»Vi kan ikke lade det være op til de pårørende på stedet at tage beslutningen, for vi ved ikke, om de rent faktisk ønsker personen død, fordi de går og venter på en stor arv og har dollartegn i øjnene, og vi kan jo ikke selv spørge den bevidstløse patient« siger lægen.
Han fortæller, at det er ret nemt at få skrevet ind, men at det ikke engang er en garanti.
»En læge fik engang en næse, da han erklærede en patient for død, fordi der stod i journalen, at vedkommende ikke ville genoplives. Men fordi det var skrevet ind halvandet år før, var det ikke en 'aktuel tilkendegivelse,' så der er kæmpe etiske problematikker forbundet med det her,« slutter han.
Som det er i dag, er det altså muligt for en patient at få skrevet ind i sin journal, at man ikke ønsker genoplivning efter en konsultation med egen læge, men meget få benytter sig af det.
