I en redegørelse sendt til Folketinget bliver Alice Lauridsen af Udlændingestyrelsen beskyldt for at tegne et uigenkendeligt billede af en udlejning til 100 asylansøgere. Men nu fortæller hun endnu flere detaljer om sit mareridt og forstår ikke styrelsens redegørelse.

»Hvad skal jeg sige til det? Det er ikke andet end chikane. Jeg har også 250.000 kroner til gode i forbrug. Og det har jeg har heller ikke fået en krone for. Jeg har betalt for de flygtninge siden 7. december,« siger hun til BT.

Et mareridt, der bare fortsætter og fortsætter. Sådan oplever ejer af et feriecenter i Brøns Alice Lauridsen det, efter hun har læst en redegørelse, som Udlændingestyrelsen har sendt til Folketinget.

Den tegner sit eget billede af forløbet, hvor Alice Lauridsen gennem fire måneder lejede sit feriecenter i Brøns ud til omkring 100 asylansøgere gennem Udlændingestyrelsen.

Et billede som slet ikke stemmer overens med Alice Lauridsens udlægning.

»Tønder Kommune kan ikke genkende det billede, som udlejer anfører i den pågældende artikel. Medarbejderne har ikke observeret, at der skulle have været antændt bål indenfor, eller at toiletbesøg skulle være sket uden for lejlighedens badeværelser,« står der i redegørelsen fra Udlændingestyrelsen, som integrationsminister Inger Støjberg har sendt til Folketinget.

Udlejer er uforstående
Bemærkningen fra kommunen kommer i kølvandet på, at Alice Lauridsen har fortalt BT om omfattende slid, skader og hærværk på sit fericenter, hvor der blandt andet var urineret mange steder i huset og fundet brændemærker på gulve og gulvtæpper, hvilket styrelsen nu tilbageviser.

Men det kan udlejeren ikke forstå.

»Der var store brændemærker på gulvtæpperne. De har haft nogle skåle, hvor de har tændt briketter op til vandpiber. Der er tændt op med brikketter flere steder, så der er kommet firkantede brændemærker,« siger hun.

Og så har der ifølge Alice Lauridsen også været urin og afføring rundt omkring i huset.

»Det er det pure opspind. Jeg kan lugte, at der lugter af pis, og jeg har vasket lort af vinylgulvene, som var trykket ned under gulvtæpperne og smurt ind i gulvet under tæppet,« siger hun.

Hun fortæller også, at hun har talt med rengøringspersonale, som var chokerede over, hvad de fandt.

»De har kun boet der i fire en halv måned. Det er simpelhen noget svineri. Rengøringsmanden spurgte, om de havde slagtet derinde. Der var blod over det hele,« siger hun.

Hun mener, at styrelsen har sendt rengøringspersonale til ejendommen for at slette sporerne efter asylansøgerne, og derefter har forsøgt at skjule, at de har gjort rent.

»Jydske Vestkysten har skrevet, at der ikke er blevet gjort rent, fordi jeg har nægtet dem adgang. Men jeg har fået fat i en fra rengøringsselskabet, og han har fået at vide af Udlændingestyrelsen, at han skal huske sin tavshedspligt, og at han ikke må komme i sin egen bil fra rengøringsfirmaet, men skal komme i en udlejningsbil.«

Alice Lauridsen fortæller endvidere, at hun endnu ikke har fået en krone til at istandsætte huset. Det erkender styrelsen i sin redegørelse, men har tidligere over for BT peget på, at det er, fordi Alice Lauridsen har krævet et for stort beløb for at udbedre skaderne. Og at hun først kan få udbetalt penge til istandsættelse, når parterne er blevet enige. Der er nu en advokat på sagen.

Alice Lauridsen er igennem lokale vurderingsmænd kommet frem til, at skaderne på huset vil koste 1,3 millioner at udbedre, mens styrelsen vurderer det til 560.000 kroner. Og hun har nu brugt egne midler på at udbedre de værste skader, så feriecentret nu er klar til udlejning igen.

»Det er lavet, så det kan lejes ud, og det er jeg nødt til, for ellers går jeg konkurs.«

En anden central påstand, som er blevet tilbagevist af Udlændingestyrelsen over for Folketinget, er, at Alice Lauridsen ikke har kunnet komme i kontakt med styrelsen, når hun har henvendt sig.

»Udlændingestyrelsen kan ikke genkende billedet af, at det skal have været vanskeligt at komme i kontakt med Udlændingestyrelsen. Der har således været løbende kontakt mellem Udlændingestyrelsen og udlejer.«

Men det forstår Alice Lauridsen ikke.

»Jeg har 30-40 mails, som de ikke har svaret på.«

Mudder og cigaretskodder
Alice Lauridsen fortæller om endnu flere detaljer fra husets tilstand.

»Der var så meget mudder inde i min stue, at man slet ikke kunne se mit trægulv. Et lakeret trægulv stod i blankt vand, og så begyndte lakken at skalle af. Jeg har samlet 1000 cigaretskodder op. Det lignede jeg ved ikke hvad dernede.«

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofoed Poulsen har for nyligt besøgt feriecentret og Alice Lauridsen, og han mener, forløbet er under al kritik.

»Jeg synes, ministeren skal gå ind i denne her sag og kigge grundigt på det. For det her problem kunne godt komme til syne flere steder. Det er meget uheldigt for Ulænddingestyrelsen at være draget ind i en sag med så meget rod og ballade.«

For på trods af at styrelsen ikke kan genkende hele Alice Lauridsens billede, så anerkender man skaderne for i hvertfald 560.000 kroner. Og Peter Kofoed Poulsen er efter besøget heller ikke i tvivl om omfattende skader på huset.

»Der er ødelagt ting, det er der ingen tvivl om, og der er nogle ting, der skal rettes op på efter det her forløb.«

Han mener slet ikke, asylansøgere skal bo hos private udlejere.

»Jeg synes, det skulle have været bremset lige med det samme, og at folk skulle opholde sig i asylcentrene, hvor staten står for ansvaret. I stedet for, at man sender det ud til kommunerne. Det bedste ville være at hjælpe dem i nærområderne eller lade dem opholde sig i statslige centre.«