Kims har fået ørene i maskinen med en ny kampagne for chips, de har lanceret sammen med landets største influencere.

Faktisk i sådan en grad, at Forbrugerrådet Tænk vil forsøge sig med retslige veje, hvis ikke en klage, de har indgivet, har effekt.

Ifølge DR mener de hos Forbrugerrådet Tænk nemlig, at chipsfabrikanten markedsfører deres - knap så sunde - produkter til børn i strid med branchens egne vedtagne retningslinjer.

»Og når man bruger så stærkt et redskab, som influencere er, til at få stoppet flere chips ned i halsen på nogle børn, så råber vi vagt i gevær,« siger formand for Forbrugerrådet Tænk, Anja Philip, til mediet.

De har således klaget over signatur-chips, som er fremstillet og promoveret af influencere som Anders Hemmingsen, Morten Münster og Jas & Mika. Det har de gjort til Dansk Industris Forum for Fødevarereklamer.

Her har virksomhederne vedtaget et kodeks, hvor de indvilliger i ikke at markedsføre fødevarer med højt sukker-, salt- og fedtindhold til børn. 

»Allerede da vi blev opmærksomme på denne her bekymring, kiggede vi alle vores kampagneelementer igennem for at se, om der er noget, der skal justeres,« lyder svaret til DR fra Kim Ege Møller. Han er  kommunikationschef for Orkla Danmark, som ejer Kims. Og han understreger, at kampagnen er rettet mod unge, ikke børn.

Hvis der dog ikke rettes ind med signatur-kampagnen, lyder det fra Forbrugerrådet Tænk, at de vil presse på, for at der kommer strengere lovgivning, så virksomheder kan holdes ansvarlige for lignende kampagner.

De nye signaturchips-smage lanceres med en kamp, hvor den type chips, flest danskere køber, vinder.

Der har dog tidligere været mystik om en af varianterne. Det er fra influencerne Gutterne.

Deres variant kunne ses på Bilkas hjemmeside, ligesom den var reklameret for på en af de andre deltageres pose.

I en lang periode kunne kunder bare ikke købe den, men pludselig dukkede den op som mulighed. Det kan man læse mere om her.