Team Saxo Bank-Tinkoff har tilbragt sæsonen som bundskraber blandt de 18 mandskaber i cykelsportens superliga. En stribe nye ansigter vil vende op og ned på det billede i 2013 sæsonen som bundskraber blandt de 18 mandskaber i cykelsportens superliga. En stribe nye ansigter vil vende op og ned på det billede i 2013

Bjarne Riis har ikke ligget på den lade side i de seneste uger. Og det er ikke kun Tyler Hamiltons kontroversielle bekendelser om Riis som dopingstrateg i bogen "The Secret Race", som har holdt den danske team-boss på stikkerne.

Også på transfer-fronten har Bjarne Riis haft travlt med at forme Team Saxo Bank-Tinkoff for sæsonen 2013. Og med god grund, for med Alberto Contador ude af holdet gennem det meste af året på grund af dopingkarantæne, har Team Saxo Bank-Tinkoff på det nærmeste været klistret til bunden af de 18 professionelle firmaholds superliga den såkaldte Pro Tour.

Torsdag formiddag føjede Bjarne Riis den schweiziske bjergrytter Oliver Zaugg til en trup, hvor der stadig kan ventes en lille håndfuld forstærkninger inden årsskiftet. Men inden Riis i nær fremtid drysser nye navne ud af ærmet, kigger sporten.dk på holdets potentiale, som det tegner sig netop nu.

De store etapeløb

Alberto Contador behøvede kun tre uger og en sejr i Vuelta España for at understrege sin status som verdens bedste etapeløbsrytter. Med den 29-årige spanier i truppen kan Riis med sindsro se frem mod Tour de France, hvor han og holdet kommer med en helt anden dagsorden end tapre TV-udbrud og lavtflyvende bjergtrøjer i den første uge. Contador ligner en klar favorit til næste års Tour de France, fordi ruten efter alt at dømme bliver en helt anden udfordring for Bradley Wiggins og overskudsholdet Team Sky.

Med navne som Nicolas Roche, Roman Kreuziger og Oliver Zaugg i den reformerede trup, kan Bjarne Riis stille med et gennemsolidt mandskab, der selvfølgelig kan suppleres med dygtige danske ryttere som Michael Mørkøv, Nicki Sørensen og Chris Anker Sørensen.

Hvis satsningen til Tour de France skal være helhjertet, mangler Riis stadig et navn, som kan køre klassement i etapeløb som Giro d’Italia. En løsning kunne være at stille med et hold, hvor det polske talent Rafal Majka kan køre sin chance i bjergene og veteransprinteren Daniele Bennati så kan køre efter etapesejre.


 I Vuelta España sammenhæng er det altid en udfordring at finde ryttere, som stadig har form og motivation i behold så sent på sæsonen. Det vil ikke undre, hvis Riis inden længe offentliggør et spansk navn, der måske kan bruges som kaptajn i Vueltaen. Team Movistars David Arroyo kunne være et bud, men rygter vil vide, at Riis desuden har kig på en mere perifer etapeløbsrytter med udviklingspotentiale. Kunne den sydafrikanske komet Reinardt Janse van Rensburg være et bud på den kanin, team Saxo Bank-Tinkoff tilhængere længe har efterlyst?

Mindre etapeløb

En rytter som Roman Kreuziger har sin styrke netop i etapeløb, der er krævende og bjergrige uden at være for lange. Den 26-årige tjekke har tidligere vundet både Schweiz Rundt og Romandiet Rundt og burde kunne skyde efter lignende etapeløb i stil med Paris-Nice eller Tirreno-Adriatico. Alderen er stadig med Roman Kreuziger, som aldrig rigtigt kom til at blomstre i sine to år på Team Astana.


Daniele Bennati er mere alsidig end hans rytterprofil lader ane. Den stærkt religiøse italiener var med en andenplads tæt på at vinde Post Danmark Rundt sidste år, han sejrede i det franske etapeløb Circuit de la Sarthe og har i karrierens sensommer vist takter som andet end "bare" sprinter. Kører en rigtig god prolog og kan på den baggrund snuppe sig nogle dage i en førertrøje hist og pist.

Manuele Boaro er også en rytter, som med en supergod enkeltstart kan vinde mindre etapeløb. Sluttede som treer i Post Danmark Rundt i år og er trods sine 25 år stadig så ny i det professionelle game, at man må forvente betydelig fremgang de kommende år.

Klassikerne

Med Matti Breschel tilbage på et dansk hold, har Riis sikret sig et respekteret navn, som de seneste par år har været lidt væk fra det absolutte glødepunkt i de store klassikere. Rammer Breschel den form, han viste frem, inden han i 2010 måtte trække bremsen på grund af en knæskade, kan han blande sig mellem de bedste i Flandern Rundt, Paris-Roubaix og Gent Wevelgem.

Oliver Zaugg fik sig et gennembrud i sidste års Giro di Lombardia. Men realistisk set kommer den 31-årige schweizer næppe til at vinde så stort et løb igen. Til gengæld burde Nicolas Roche kunne målrette sine mange kræfter mere i retning af en sejr, end han har vist i sine år på et fransk cykelhold. Roche er stærk som en okse, men synes at have problemer med det taktiske overblik. Hvis det kommer på plads, er succes i Ardenner-klassikere som Liége-Bastogne-Liége ikke udenfor rækkevidde.