Bjarne Riis har solgt sit cykelhold til russiske Oleg Tinkov. BT giver dig her overblikket over, hvad det kommer til at betyde for cykelholdet, som får navnet Team Tinkoff-Saxo.

* Den russiske forretningsmand og iværksætter Oleg Tinkov køber med øjeblikkelig virkning Riis Cycling A/S.

* Oleg Tinkov bliver eneejer af Riis Cycling A/S, selskabet bag det professionelle cykelhold. Navnet ændres til Tinkoff Sport A/S.

* Tinkoff Bank bliver også titelsponsor for holdet de næste tre år. Saxo Bank fortsætter også sit sponsorat for 2014, så holdets navn bliver Tinkoff-Saxo.

* Bjarne Riis udtræder af både direktion og bestyrelse. Riis bliver holdets nye team manager med fokus på sportslige opgaver. Der er foreløbigt lavet en treårig aftale med Riis i denne rolle.

* Tinkoff Sports administrerende direktør bliver Stefano Feltrin.

I en pressemeddelelse udtaler de involverede parter følgende:

Ejer af Tinkoff Sport A/S, Oleg Tinkov siger:

- Efter vores seneste forhandlinger har Bjarne og jeg lavet en aftale om et køb af Riis Cycling med øjeblikkelig virkning, og vi har Saxo Banks fulde støtte til projektet. Med denne aftale mener jeg, at Tinkoff Sport har sikret sig det bedst mulige fundament og setup til at indfri vores mål om at blive det bedste cykelhold i verden i løbet af de kommende tre år. Det bliver en markant investering for Tinkoff Sport, men jeg er ikke i tvivl om, at værdien vil blive større end prisen.

I en fælles udtalelse siger Kim Fournais og Lars Seier Christensen, co-CEO og grundlæggere af Saxo Bank:

- I Saxo Bank er vi glade for, at Oleg Tinkov og Bjarne Riis har indgået en aftale om et salg af holdet. Selv om det betyder, at Saxo Bank nu bliver anden navnesponsor i 2014, tror vi på, at det øgede økonomiske fundament og holdets stabilitet bliver en fordel, som vil understøtte vores eget sponsorat. Holdet har aldrig haft flere ressourcer til sin rådighed, og Bjarne kan nu udelukkende fokusere på at indfri sit langsigtede mål om at skabe verdens bedste cykelhold. Det er en ambition, vi alle deler, og vi ser frem til at arbejde sammen med Oleg og Bjarne om at sikre, at vi når dertil.

Team manager Bjarne Riis siger:

- Jeg har efter grundige overvejelser besluttet at sælge Riis Cycling, da jeg mener, det er den rigtige beslutning for både holdet og for mig personligt. Med den her aftale er holdets stabilitet sikret på den lange bane, og vi har både ressourcerne og fundamentet til fortsat at spille en hovedrolle i World Touren og løfte ambitionerne yderligere. Samtidig kan jeg nu bruge min tid på at lede holdets sportslige afdeling og fokusere på løbene og træningen af vores ryttere. Jeg tror på, at vi i dag har skabt et fantastisk setup, der gør det muligt for os at indfri vores mål og ambitioner i fremtiden.