Jeg render ikke ret tit til frisør, for mit hår vokser så uendeligt langsomt. Men jeg har bemærket, at mine frisørbesøg hænger sammen med, hvad der sker i mit liv.

Annette Heick besvarer spørgsmål i brevkassen. Skriv til heick@bt.dk, hvis du vil have et friskt blik på et problem.

Efter hver graviditet har jeg skiftet markant frisure. Det samme, når jeg har skiftet arbejdsplads. De, der har gennemført en slankekur, har det også med at ændre ikke bare tøjstørrelse men også tøjstil. Og så er der dem, der får ny hårfarve, når de får ny kæreste.

Når vi hilser en indre forandring velkommen, så kan vi godt lide at gøre noget ved det ydre, fordi forandringen så bliver ekstra synlig. Den anden dag hørte jeg en ældre herre på 74, som ringede ind til Radio 24syv, hvor han fortalte, at han efter at være blevet nyforelsket, endelig havde taget sig sammen til at indrette sig, som HAN gerne ville bo. Og ikke som da han boede sammen med sin tidligere kone. Resultatet var, at hans børn havde bemærket, hvor hyggelig og afklaret han pludselig virkede.

For en del år siden lavede jeg et program på TV2, som hed Roomservice, hvor to familier byttede bolig og over tre dage satte hinandens huse (udvalgte rum) i stand. Afhængig af designerne kom der mange vanvittige elementer ind i de pågældende hjem. Vægge blev malet guldfarvet. Birketræer blev hevet ind i stuen, og hoppebolde i hundredvis blev hængt ned fra loftet. Men der var hver gang tre grundelementer i forandringen, som betød alt for helhedsindtrykket:

1. Oprydning – gamle aviser blev båret ud, døde potteplanter blev kasseret, edderkoppespind blev fjernet, askebægre tømt. Når man så, hvor stor indvirkning, alene det havde på det endelige resultat, tænkte man: Hvor svært kan det være?

2. Maling af vægge. Ikke kun guldmaling. Hvid maling gjorde også en pokkers til forskel.

3. Stearinlys og friske blomster - det lyder som et råd fra en ejendomsmægler før et åbent hus arrangement, men det gav lige det sidste touch og emmede af hygge. Selv mælkebøtter talte, hvis de bare stod i en vase. Og de fleste deltagere blev ovenud lykkelige, for det gør noget ved os, når vi får ryddet op i vores hverdag.

Sidste weekend tog fanden ved mig: Jeg gik hele hytten igennem og fiksede og reparerede i et væk. Jeg vil ikke sige, det var sjovt, men jeg mener faktisk, at det løftede humøret adskillige grader, da det var gjort. For mig blev forårsrengøringen en slags mental rejse fra vinterens depressive mørke ud i solskinnet.

Forårsrengøring kan godt handle om at fikse hjemmet op, men det kan også handle om os selv: At løbe en tur, lakere negle, bade i havet eller bare sætte sig udenfor og trække den friske luft dybt ned i lungerne, mens hjernen bliver klaret. Forårsrengøring kan handle om at gøre det, vi længe har tænkt på men ikke fået taget os sammen til at gøre: at melde sig til samba, gå på skrump, kvitte smøgerne eller springe ud som homoseksuel…hvad ved jeg. Og foråret er lige nu, så hvad venter vi på?

brev_tag_annette