Min søn Eliot er 8 år gammel og lidt af en dagdrømmer. Falder konstant i staver eller kommer til at fokusere på det helt forkerte (siger skolelæreren).
Han er sød og kærlig, men man kan godt blive træt af hans dagdrømmeri. Når jeg har bedt ham 10 gange om at tage sko på, så er han de ni af gangene kommet til at gå ud til køleskabet, hen til Anders And bladet, over for at skrue på radioen, ud for at hoppe på trampolinen, ind på værelset, ud på toilettet og tilbage til mig for at spørge: Hvad var det nu, du bad mig om? Lettere sammenbidt må jeg minde mig selv om, at han heldigvis er godt begavet.
I lørdags var vi så til tennis. På et tidspunkt stoppede han op midt i kampen, fordi en flyver kom brummende. Højt oppe altså. Han stod og kiggede og pegede ivrigt og sagde: Se mor, en flyver! Der skete det så! Jeg blev ædt af et monster, som begyndte at råbe med min stemme: - JEG ER PISSELIGEGLAD MED DEN FLYVER. NU FOKUSERER DU PÅ DEN BOLD!
På de ni andre baner blev der helt stille, mens vi lyttede til det ekko, der blev slået tilbage af hallens jernskal. Et ekko af en havnearbejder-kælling. Et ekko af mig. De andre forældre skævede til mig, og min mindste søn på tre sagde fordømmende: 'Man må ikke sige pisse'.
Jeg havde udviklet mig til en psykopatmor. En af de forældre, jeg selv foragter. Dem, der står nede ved fodboldbanen og råber af deres børn. Ikke hepper. Råber! Nu er det ikke comme il faut at råbe ud over en tennisbane, og jeg gør det næppe heller igen. Men havde Eliot nu spillet fodbold, så havde jeg sikkert stået sammen med de andre (fædre) på sidelinjen og skreget mig hæs hver uge.
Da jeg var barn, gik jeg til skøjteløb. Efterhånden som vi steg i graderne, blev det mere og mere seriøst for de andre piger på mit hold. Når ikke de bestod et 'mærke', så sad deres mødre og tudede og skændte på dem. Helt hysterisk. Det var faktisk årsagen til, at jeg stoppede. Jeg troede jo bare, vi gik der for sjov.
Og hvad skete der så for mig i lørdags til tennis? Det skal jeg sige jer. Der skete nemlig det, som sker for det meste af Danmark lige nu. Der gik sport i den. Det er det, sport gør ved os. Vi vil vinde. Vi vil se noget bold, og vi vil se, at dem vi holder med, gør sig umage. For ellers taber de (bemærk her at det altid hedder: 'vi vandt' eller 'de tabte', når vi taler om Danmarks resultat).
Vi bliver alle sammen ædt af sportsmonstret, og hvor ucharmerende det end forekommer, så er det det monster, der holder sporten i live. Jeg siger ikke, man skal pace sine børn, men det er de færreste sportsstjerner, der var blevet til noget, hvis ikke de havde fået en gevaldig (læs: usædvanlig) opbakning hjemmefra. Det undskylder ikke, at jeg og andre står på boldbanerne om lørdagen og råber af poderne, men det kan gøre det lidt nemmere at forstå og tilgive os ivrige forældre.
