Der er mange gode grunde til at flytte til København og Nordsjælland, men billige boliger er ikke én af dem.

Igen i år er det hovedstadsområdet, der dominerer listen over de højeste salgskvadratmeterpriser*, og helt i toppen finder man Frederiksberg, hvor en enkelt kvadratmeter villa er blevet afsat til 41.348 kr. i snit. Det svarer til, at et klassisk hus på 140 kvadratmeter har kostet knap 5,8 mio. kr.

Det skriver boligsiden Boliga.dk.

På andenpladsen sniger villaerne i Charlottenlund sig ind med et snit på 40.282 kr. pr. kvadratmeter, mens man på Østerbro i København har fået 38.241 kr. i snit pr. kvadratmeter, og man skal helt ned på en 20.-plads for at finde et postnummer, der ikke ligger i hovedstadsregionen.

Det er velhaver-forstaden Risskov ved Aarhus, som kiler sig ind på listen med en gennemsnitlig salgskvadratmeterpris på 25.991 - en anelse højere end genboerne i Åbyhøj, der har fået 25.456 kr. i snit for en kvadratmeter villa.

Billigt på Lolland

Går man i tanker om at købe en billig bolig, bør man kigge mod Lolland, hvor tre byer indtager listens nederste pladser.

I Rødby er en kvadratmeter villa blevet solgt for 3.229 kr. i snit, mens man i Nakskov og Sakskøbing har betalt cirka en tusindkroneseddel mere pr. kvadratmeter. Lave priser finder man også i sønderjyske Skærbæk, bornholmske Aakirkeby og Nexø samt i Nordborg på Als, Nørre Alslev på Falster og Tarm i Vestjylland, hvor køberne i snit har betalt under 5.000 kr. pr. kvadratmeter.

Solgt efter to måneder

På listen over de hurtigste salgstider på villamarkedet, er det Østerbro-sælgerne, som erobrer førstepladsen. I gennemsnit er et hus blevet afsat efter 64 dage på markedet, mens man i Vallensbæk på den københavnske vestegn har ventet 78 dage i snit på en køber og i Åbyhøj 89 dage. Længst tid er der gået i Rødby, hvor sælgerne i snit har solgt deres boliger efter 506 dage eller knap 17 måneder.

Fart på i København

Markedet for ejerlejligheder har været gennem en rivende udvikling i år, hvor navnligt de københavnske sælgere har kunnet nyde godt af store prisstigninger. Listens suveræne førsteplads indtages da også af Københavns indre by, hvor den gennemsnitlige salgskvadratmeterpris er landet på 33.374 kr., hvilket svarer til, at en lejlighed på 80 kvadratmeter har kostet knap 2,7 mio. kr.

Hellerup, Frederiksberg C og København V følger efter med gennemsnitlige kvadratmeterpriser, som i alle tilfælde ligger over 30.000 kr., mens de billigste lejligheder er blevet solgt i Korsør på det sydvestlige Sjælland, hvor gennemsnitsprisen er landet på ca. 5.200 kr. pr kvadratmeter.

De hurtigste lejlighedssalg har fundet sted på Nørrebro, hvor sælgerne har slået til efter ca. to måneder i snit.

Se kvadratmeterprisen og salgstiden i din by

Villaer/rækkehuse

Ejerlejligheder

*Salgskvadratmeterpriserne er et gennemsnit af tinglyste salg af henholdsvis villaer/rækkehuse og ejerlejligheder i 2013. Kun postnumre med min. 20 solgte boliger er taget med i statistikken. Pga. af forsinkelse i tinglysningssystemet er ikke alle salg i 2013 med i statistikken.