KOMMENTAR
Svenskerne har rystende forsøgt at finde deres fodbold-ben, siden de fredag tabte til Danmark i afstemningen om at komme blandt værterne til EM i 2020.
Jeg har siden set svenske kolleger kalde Friend’s Arena i Stockholm et skandalebyggeri. Dette helt nybyggede stadion til tre milliarder svenske kroner, der blev en milliard dyrere end forventet, men som alligevel hverken har et ordentligt græstæppe, et tag, der ruller hurtigt nok ud, når det begynder at regne, eller formår at tiltrække et EM.
Det er bare slet ikke det, der er Friend’s Arenas problem. Friend’s er et fantastisk stadion. Jeg har selv været der, og det er blandt de bedste og smukkeste, jeg har besøgt. Da UEFAs kvalitetskontrollører var forbi, fik det strålende anmeldelser og med sin kapacitet på 50.000 tilskuere lever det op til et krav, Parken med sine kun 38.000 siddepladser egentlig ikke opfylder. Nej, Friend’s problem er, at det mangler venner i UEFAs øverste organ, eksekutivkomitéen.
Sådan nogen har man brug for, hvis man skal afholde EM, og sådan nogen har Danmark. Lige så meget, som jeg glæder mig til at se EM på dansk grund, lige så meget ærgrer det mig på fodboldens vegne, at et af de store fodboldforbund endnu engang har truffet en afgørelse, der i så høj grad synes forbundet med vennetjenester og politiske tilhørsforhold.
Med Allan Hansen blandt de 17 medlemmer i UEFAs eksekutivkomité, havde Danmark næsten på forhånd vundet duellen mod Sverige:
En meget enkel optælling, som jeg foretog, viste, at alle de ansøgerlande, der er repræsenteret i UEFAs eksekutivkomité, blev tildelt et værtskab, da det kom til afstemningen. Sammen med Danmark havde Spanien, Italien, England, Tyskland, Holland, Rusland, Rumænien, Israel og Bulgarien ansøgt. De to sidste opfyldte ikke kravene og kom derfor ikke med i afstemningen. De andre otte skal være med til at afholde EM. Kun to af de lande, der opfyldte kravene og kom til afstemning, blev ikke valgt. det var Sverige og Wales, der ikke er repræsenteret i eksekutivkomitéen.
Det kan være tilfældigt. Det kan det i princippet være. Men det er det næppe.
- Danmark har opført sig ordentligt, og Danmark har et godt navn. Vi er et af de nemme forbund. Jim Stjerne Hansen og Allan Hansen har jo gjort det godt i mange år, og vi har støttet Platini som UEFA-præsident siden 2004. Vi støttede ham jo i kampvalget mod (svenske, red.) Lennart Johansson, som DBUs nuværende formand, Jesper Møller, sagde, da jeg talte med ham i går.
I onsdagens BT fortalte Allan Hansen, der jo i vinter sagde farvel som formand for DBU, men blev tildelt et opsigtsvækkende honorar på 750.000 kroner for sit fremadrettede virke i international fodbold, at hans netværk ’selvfølgelig har haft en positiv effekt’.
UEFA har selv udstukket regler, der siger, at eksekutivkomitéens 17 medlemmer ikke måtte diskutere valget af EM-byer i fælles forum, men ifølge det norske medlem, Karen Espelund, er der mange andre muligheder for at lade sig påvirke.
- Man kan påvirke hinanden i de bilaterale samtaler, der finder sted. Jeg har haft mange gode møder med repræsentanter for ansøgerlandene på tomandshånd, og så vil jeg ikke afvise, at det kan være en fordel for de ansøgerlande, der også er med i eksekutivkomitéen, at vi ser hinanden oftere og også mødes i mere uformelle sammenhænge.
DBU og Allan Hansen har spillet spillet perfekt, og det er godt gået inden for de rammer, der gælder. Det ærgerlige er bare, at Danmark i UEFA spiller med i et spil, der så meget ligner det, de spiller i FIFA, hvor vi selv råber op om det urene trav og ønsker os en ny præsident.
