Søren Paaske er journalist på BTs sportsredaktion og blogger om dansk og international håndbold.
Søren Paaske er journalist på BTs sportsredaktion og blogger om dansk og international håndbold.
Vis mere

Kvindelandsholdet er godt i gang med at reducere sig selv til en grinagtig størrelse, som flere og flere må have svært ved at tage seriøst. Balladen fortsætter nu ufortrødent, efter TV2 mandag kunne afsløre det meget omtalte brev på tre sider, hvor spillerne - på eget initiativ - evaluerer på Klavs Bruun Jørgensens aftryk som landstræner.

Og det er mildest talt en voldsom kritik, der lanceres. Der bliver langet ud efter Klavs Bruuns evner på stort set alle områder; kommunikation, taktisk kunnen, forberedelse og mandskabsbehandling for nu bare at nævne noget.

Hvis jeg var Klavs Bruun, ville jeg overveje meget grundigt, om jeg gad fortsætte som landstræner for de danske håndboldkvinder. Ja, jeg tror egentlig, jeg ville være meget fristet af at pakke min taske og sige: ’Hyg jer - det her gider jeg sgu’ ikke stå model til mere’.

Nu er Klavs Bruun imidlertid af en anden støbning, og selvom jeg føler mig overbevist om, at han allerede flere gange i det sidste halve år har grublet over, om han virkelig orker opgaven med at forsøge at genrejse kvindelandsholdet - ja, så er jeg også sikker på, at han er så ærekær og stædig, at der skal rigtig meget til, før han vil erkende det nederlag, det ville være at trække stikket, når hans kontrakt løber til 2018.



Virkeligheden er dog, at ansættelsen af Klavs Bruun på ingen måde har været den succes eller forvandling, som Dansk Håndbold Forbund havde håbet på, da de fyrede Jan Pytlick og tog den mere fandenivoldske Bruun Jørgensen ind. Al den gode energi og tro på tingene, som kom i kølvandet på Klavs Bruuns tiltrædelse, er væk nu. Som i pist væk.

Der har nu været så meget storm om holdet - en del af det har efter min mening været blæst unødvendigt meget op - at håndboldkvinderne stadig rimer på bøvl og så absolut er dansk håndbolds smertensbarn.

I forhold til den konkrete sag med evalueringsbrevet er det for nuancernes skyld meget vigtigt at huske på, at alle spillere har haft mulighed for at komme med input. Altså kan de forskellige punkter sagtens være udtryk for én enkelt spillers synspunkt - og ikke hele holdets. Derfor skal man selvfølgelig passe på med at ophøje alt til generelle problematikker.



Til gengæld er det ubetinget problematisk for landsholdet, at brevet er blevet lækket. I den sammenhæng er det tragikomisk at se den sidste linje i de tre siders evaluering. Den afsluttende kritik handler om, at spillerne er sure over, at de efter den kiksede OL-kval skulle forholde sig til deres dårlige form og manglende vindermentalitet i pressen efter udtalelser fra Klavs Bruun. Og så kommer den sidste linje: »Kunne vi tage det internt og fremstå som en fælles enhed?«.

Det kan vi så konstatere efter lækagen, at de ikke kunne. Jeg skal ikke beskylde nogen for noget - men jeg konstaterer bare stilfærdigt, at landstræneren i hvert fald ikke vinder noget som helst ved, at den her evaluering bliver offentliggjort. Hvis man vil konspirere, kan man jo spekulere i, om der findes spillere, som har set det som en mulighed for at vinde en magtkamp med landstræneren. De tanker har Klavs Bruun sandsynligvis også gjort sig.

På bundlinjen står nu tilbage, at landsholdet fremstår som alt andet end den fælles enhed, spillerne selv efterlyste i evalueringen. Og selvom Klavs Bruun og Ulrik Wilbek skulle have ret, når de siger, at stemningen nu er god, og at der er en konstruktiv tone, så er der et helt enormt reparationsarbejde, der nu skal laves. Ikke mindst i forhold til tilliden og respekten mellem spillertruppen og landstrænerteamet.

Tiden må så vise, hvor længe Klavs Bruun orker det.