Det er for alvor blevet forår i Danmark, og i bilbranchen skinner solen.

I hvert fald går salget af nye biler i Danmark forrygende lige nu.

I april blev der således nyregistreret 15.323 personbiler, og det er en stigning på hele 27 procent i forhold til samme måned sidste år.

»Mens bilsalget i første kvartal lå på et stabilt niveau uden de store udsving, er der kommet fart på i april, hvilket er tydeligt illustreret i den store stigning,« siger Mads Rørvig, som er administrerende direktør hos De Danske Bilimportører, i en pressemeddelelse.

»Usikkerhed kan dog stadig findes på markedet, hvilket er en af grundene til, at privatleasing fortsat bliver mere populært,« tilføjer han.

Og netop privatleasing som finansieringsform udgør nu 30 procent af det samlede marked for personbiler. I april 2023 blev 17 procent af de nye biler hentet via privatleasing.

Også for elbilerne er der tale om en fremgang. Således udgjorde elbilerne 43 procent af det samlede salg, og det blev til i alt 6.581 nye elbiler på de danske veje i sidste måned.

Mads Rørvig, direktør hos De Danske Bilimportører
Mads Rørvig, direktør hos De Danske Bilimportører Foto: De Danske Bilimportører
Vis mere

Det er en stigning på 90 procent i forhold til april 2023, bemærker De Danske Bilimportører.

»Det er glædeligt at se den vedvarende fremgang for elbiler i Danmark, som er afgørende for den grønne omstilling,« siger Mads Rørvig om udviklingen.

»Dog bør politikerne være opmærksomme på, at kommende afgiftsstigninger kan risikere at bremse udviklingen, og det er derfor afgørende at afgifterne holdes i ro,« lyder opfordringen desuden fra Mads Rørvig.

Størst blandt bilmærkerne i Danmark er Toyota, som med i alt 4.984 nyregistreringer i 2024 indtil nu står for næsten hver 10. nye personbil i Danmark.