Flere bøder, en taberdømmelse og et ønske om, at de skal straffes yderligere.

Det er realiteten for Team Skælskør-Slagelse, da badmintonholdet har meldt afbud til DM-bronzekampen 7. maj mod Vendsyssel.

I en pressemeddelelse oplyser Badminton Danmark, at holdturneringsudvalget har idømt Team Skælskør-Slagelse den maksimale straf for afbuddet og samtidig sendt sagen videre til Disciplinærudvalget

Helt konkret har holdturneringsudvalget kommet med følgende straf for afbuddet:

  • En bøde på 3.000 kroner for afbuddet til bronzekampen.
  • Taberdømt Team Skælskør-Slagelse med 0-9 i bronzekampen.
  • En bøde på 2.000 kroner for 'ikke fremmødt' spiller i semifinalen mod Højbjerg. Det koster også holdet en pointstraf på minus tre point, hvilket vil træde i kraft fra starten af næste sæson.
  • Holdturneringsudvalget bringer sagen videre til Disciplinærudvalget med henblik på yderligere sanktioner for at bringe spillet i miskredit

Det var økonomiske vanskeligheder, der gjorde, at Team Skælskør-Slagelse meldte afbud til kampen, og det er blandt andet også økonomisk, at holdet bliver sanktioneret.

Team Skælskør-Slagelse har mulighed for at appellere straffen fra Holdturneringsudvalget til Disciplinærudvalget.