Michaels Rasmussens forældre ankom i nat til hjemmet i Tølløse efter at have fulgt sønnens optur og senere store nedtur, da han blev smidt ud fra Tour de France.

Det har været en følelsesladet oplevelse, fortæller cykelrytterens mor, Mona Rasmussen.

- Vi har det forfærdeligt, vi føler virkelig med ham. Vi har jo fulgt ham dag ud og dag ind siden han var otte år, ikke.

Mona Rasmussen er rasende over den behandling, hendes søn har fået,

- Jeg føler virkelig at det er en personhetz mod Michael, og for manges vedkommende ren misundelse. Jeg er så bitter over at nogen kan være så ondskabsfulde, siger hun.

Men midt i al vreden og bitterheden hjalp det Michael Rasmussens forældre at komme hjem til Tølløse til et hjem fyldt med opbakning fra nær og fjern. Huset stod fyldt med blomster, vin og breve fra alle stedet i landet, - det er helt fantastisk, siger Mona Rasmussen.

Michael Rasmussen er efter sigende på vej til Danmark, men hans mor ønsker ikke at bekræfte om han lægger vejen forbi Tølløse - Nu skal han bare have fred og ro til at få snakket med sin advokat, siger hun.