Kalenderen siger slutningen af oktober, men det kunne næsten lige så godt have været midten af januar. For skæbnen vil nemlig, at de to bedste hold i hver konference - og de fire øverste hold i BTs power ranking - står ansigt i ansigt i to direkte dueller på søndag, når sidste halvdel af sæsonen skydes i gang.

I AFC-konferencen er det Denver Broncos og New England Patriots, der krydser klinger. Det klassiske opgør mellem Peyton Manning og Tom Brady, som står over for hinanden for 16. gang. Timingen kunne nærmest ikke være bedre. Manning har lige sat rekord for flest kastede touchdown nogensinde, og Brady er efter en slingrende start måske NFLs hotteste quarterback lige nu. De fleste vil nok være enige i, at dette opgør - ligesom i sidste sæson - meget vel kan blive gentaget igen i AFC-finalen to uger før Super Bowl i februar.

I NFC-konferencen mødes Dallas Cowboys og Arizona Cardinals, og dem var der nok ikke mange, der havde spået til at være cremen af NFC halvvejs igennem sæsonen. Uden at tage noget fra de to hold siger det dog mere om det svingende niveau hos Seattle Seahawks, Green Bay Packers, New Orleans Saints og San Francisco 49ers.

Det siger sig selv, at de to brag får stor betydning for udseendet af næste uges power ranking. I hvert fald hvad angår toppen.

Hver uge gør bt.dk status over den forgangne runde med en power ranking, der er en rangering af NFL-holdenes øjeblikkelige styrke. Den er sammensat ud fra princippet om, hvor mange kampe et givent hold vil vinde, hvis det skulle møde alle de andre hold lige nu.

Uenig? Kommentarer modtages på Twitter:

@mlballing og @jeppedong

Her er BTs power ranking efter ottende spilleuge (i parentes står holdenes sejrsstatistik og bevægelse på listen i forhold til sidste uge):

1. Denver Broncos (6-1 - ingen bevægelse)

Denver Broncos’ 35-21-sejr over San Diego Chargers blev kørt hjem på rutinen i sådan en grad, at en af de største historier efterfølgende - ud over Emmanuel Sanders’ tre grebne touchdown - var Peyton Mannings hårde ord til operatøren af storskærmene på Sports Authority Field, der påkaldte sig Mannings vrede ved at gejle publikum op, mens Broncos havde bolden. Men sådan er det at være NFLs mest velsmurte maskine.

2. Arizona Cardinals (6-1 - to pladser op)

To beslutninger fra søndagens kamp er nok til at forklare, hvorfor Arizona Cardinals ikke alene slog Philadelphia Eagles, men også hvorfor holdet kan vise sig at være en farlig outsider, hvis holdet når i slutspillet. Da Eagles med lidt over to minutter igen stod med en fjerde down og 1 på Cardinals’ 2-yard-linje ved stillingen 17-17, valgte træner Chip Kelly det sikre og nøjedes med et field goal. Da Cardinals på det efterfølgende angreb stod med en tredje down og 5 på egen 25-yard-linje valgte træner Bruce Arians at gå efter guldet, og sekunder senere kastede Carson Palmer et 75-yard-kast til John Brown til touchdown. Morale? Hvo intet vover, intet vinder.

3. New England Patriots (6-2 - seks pladser op)

For en måned siden var der seriøst nogle NFL-iagttagere, der mente, at Tom Brady var ved at være over sidste salgsdato. Siden da har New England Patriots vundet alle sine fire kampe, og Brady har ramt på 100 ud af 144 kast for 1.268 yards, 14 touchdown og nul interception. Hvem sagde færdig?

4. Dallas Cowboys (6-2 - to pladser ned)

Var det Dallas Cowboys’ reelle niveau, vi var vidne til, da holdet mandag nat tabte til Washington Redskins? På hjemmebane i overtid. Til Redskins’ tredje-quarterback? Har holdet i virkeligheden spillet over evne indtil nu? Kan Tony Romos ryg holde resten af sæsonen, og kan Brandon Weeden tage Cowboys i slutspillet, hvis den ikke kan? Der er nok spørgsmål i Dallas, men søndagens topkamp mod Arizona Cardinals vil give en del af svarene.

5. Philadelphia Eagles (5-2 - ingen bevægelse)

Set i bakspejlet kunne Philadelphia Eagles-træner Chip Kelly nok godt tænke sig at få lov til at omgøre sin beslutning om at nøjes med et field goal på holdets næstsidste angrebsserie imod Arizona Cardinals. Også selv om han påstår det modsatte. Det er prisværdigt at have tillid til, at forsvaret er i stand til at holde modstanderne fra at score touchdown med to minutter tilbage. Bare ikke, når der kun går 40 sekunder, før bolden er i ens egen end zone … Bortset fra den fatale beslutning havde Eagles dog stor ære af kampen, så holdet forbliver for tredje uge i træk på femtepladsen.

6. Green Bay Packers (5-3 - to pladser ned)

Der er ingen tvivl om, at NFLs mest omtalte venstre baglår de kommende uger vil sidde på Green Bay Packers-quarterback Aaron Rodgers. Viser det sig, at det har taget mere skade, end han gav udtryk for efter nederlaget til New Orleans Saints, er Packers straks en mere medgørlig størrelse. Rodgers har dog en friuge til at komme til hægterne, inden Chicago Bears venter i den første af fem hjemmekampe i sæsonens sidste halvdel.

7. San Diego Chargers (5-3 - en plads ned)

Andet nederlag i træk for San Diego Chargers, der nu kan mærke Kansas City Chiefs ånde holdet i nakken i AFC West-divisionen. Efter kampen mod Miami Dolphins på søndag, sidder Chargers over, og når holdet vender tilbage i aktion, kan der faktisk være dødt løb imellem de to hold. Ingen af holdene har et specielt nemt slutprogram, så der er lagt op til kæmpedrama om andenpladsen i divisionen og en mulig slutspilsbillet de næste uger.

8. Cincinnati Bengals (4-2-1 - seks pladser op)

Andy Dalton gik fra skurk til helt for Cincinnati Bengals, da med et quarterback sneak på fjerde down scorede det afgørende touchdown kort før tid, efter han med en fumble og interception havde sat holdets 11-points føring over styr mod Baltimore Ravens. Sejren stoppede en stime på tre kampe uden sejr, og vigtigere endnu for Bengals betød den, at holdet nu har vundet begge kampe mod Ravens, hvilket kan være guld værd, hvis de to hold ender lige i den jævnbyrdige AFC North-divisionen, hvor alle hold ligger inden for en sejrs afstand af hinanden.

9. Seattle Seahawks (4-3 - to pladser op)

Russell Wilson er en enmandshær for Seattle Seahawks i øjeblikket. Det er han næsten også nødt til at være i en offensiv, hvor running back Marshawn Lynch er en skygge af sig selv og meldes en færdig mand efter denne sæson, og hvor ukendte spillere som Cooper Helfert, Paul Richardson og Kevin Norwood pludselig får meget spilletid efter Percy Harvins exit. Mod Carolina Panthers var det tight end Luke Willson, der blev helt, da han med 47 sekunder igen greb det afgørende touchdown. En sejr er selvfølgelig en sejr, men der er langtfra ro på bagsmækken hos de forsvarende Super Bowl-mestrene, der nu har to hjemmekampe mod Oakland Raiders og New York Giants, før en grusom stime af modstandere venter i de følgende seks uger.

10. San Francisco 49ers (4-3 - ingen bevægelse)

Med sejre til både Arizona Cardinals og Seattle Seahawks havde San Francisco 49ers ikke den bedste friuge. Nu venter en hjemmekamp mod St. Louis Rams, som ikke må tabes, og så en uhyre svær udekamp mod New Orleans Saints. Her kan holdet dog få lov til at bruge Aldon Smith, hvis den stærke linebackers karantæne på ni kampe bliver nedsat med en kamp, som der har været rygter om. Også defensive end Glenn Dorsey er på vej tilbage en skade, der har holdt ham ude i alle kampe indtil videre, så det lysner da lidt for 49ers.

11. Baltimore Ravens (5-3 - tre pladser ned)

En offensiv pass interference begået af Steve Smith i de døende sekunder annullerede et 80-yard-touchdown, der ville have givet Baltimore Ravens en meget vigtig sejr over Cincinnati Bengals. I stedet blev det til et nederlag, og pludselig risikerer holdet at blive sorteper, hvis det taber til Pittsburgh Steelers på søndag. Så lille er forskellen på succes og fiasko i NFL.

12. Kansas City Chiefs (4-3 - ingen bevægelse)

Trods en fuldstændig overlegen 34-7-sejr er der ingen fremgang i denne power ranking for Kansas City Chiefs. Dertil ydede St. Louis Rams simpelthen for lidt modstand. Men det er værd at bemærke, at Chiefs takket være et forsvar og et løbeangreb, der ligger i top-tre nu for alvor blander i kampen om wildcard-billetter til slutspillet.

13. Detroit Lions (6-2 - ingen bevægelse)

Set fra presselogen på Wembley er det stadig en gåde, hvordan Detroit Lions kunne gå fra banen som sejrherre mod Atlanta Falcons. Der skulle dog også en god portion held og hjælp fra Falcons til, før Lions fuldendte miraklet og vendte 0-21 ved pausen til en sejr på 22-21 på Matt Praters 48-yard field goal i de døende sekunder. Prater missede ellers fra 43 yards, men fik en ny chance fem yards længere ude efter en straf for delay of game, som - må man formode - ikke var planlagt, og denne gang svigtede han ikke. Det var anden uge i træk, Lions vandt en comeback-sejr, og derfor fortjener holdet ikke at stige i denne power ranking.

14. New Orleans Saints (3-4 - fire pladser op)

Endelig viste New Orleans Saints det niveau, der inden sæsonen gjorde holdet til en af favoritterne til at vinde Super Bowl. Drew Brees gjorde nærmest, hvad der passede ham mod Green Bay Packers, men han fik også god hjælp af running back Mark Ingram, der med 172 yards og et touchdown spillede karrierens bedste kamp. Godt nok tillod Saints’ forsvar igen knap 500 yards, men denne gang lavede enheden også de store spil, som for eksempel de to interception af Aaron Rodgers, der inden kampen kun havde kastet en interception hele sæsonen. Torsdag kan Saints med en sejr over Carolina Panthers endda overtage førstepladsen i NFC South.

15. Pittsburgh Steelers (5-3 - fire pladser op)

For første gang i sæsonen vandt Pittsburgh Steelers to kampe i træk, da Indianapolis Colts søndag lagde ryg til en 51-34-afklapsning. Det var ikke mindst quarterback Ben Roethlisbergers skyld. Med 522 yards og seks touchdown satte han ny klubrekord og blev samtidig den blot fjerde quarterback i Super Bowl-æraen med 100 sejre i sine første 150 NFL-kampe. Sådan som Steelers spillede søndag, er det utroligt at tænke på, at holdet har tabt til Tampa Bay Buccaneers. Nu venter en vigtig divisionskamp mod Baltimore Ravens, der kan få stor betydning på fordelingen af slutspilsbilletterne.

16. Indianapolis Colts (5-3 - ni pladser ned)

Indianapolis Colts er ugens store taber i denne power ranking. Sådan må det være, når man ugen efter at have holdt Cincinnati Bengals til 135 yards og nul point og lignet en reel trussel til Denver Broncos og New England Patriots i AFC-konferencen, tillader 51 point og 639 yards mod Pittsburgh Steelers. Nederlaget endte Colts’ stime på fem sejre i træk. Nu venter en svær udekamp mod New York Giants, der sad over i weekenden.

17. Buffalo Bills (5-3 - to pladser ned)

Sammy Watkins kom søndag ned på jorden igen efter sit kampafgørende touchdown mod Minnesota Vikings ugen inden. Førsteårsspilleren fejrede lidt for tidligt, at han var på vej til at score sit andet touchdown for Buffalo Bills mod New York Jets, da han blev indhentet bagfra og tacklet, inden han nåede end zone. Rookie mistake! Det alene - og så det faktum, at Jets’ mange fejl var stærkt medvirkende til Bills’ overlegne 43-23-sejr - gør, at Bills ryger to pladser ned trods sejren.

18. Miami Dolphins (4-3 - to pladser ned)

Det er kun en smule Aaron Rodgers-magi i de allersidste sekunder, der gør, at Miami Dolphins ikke står med fire sejre i træk. Det ændrer dog ikke på, at Dolphins-holdet ser solidt ud i øjeblikket. Mod Jacksonville Jaguars, der ellers kom med selvtillid efter første sejr i sæsonen, var der aldrig tvivl om udfaldet, efter at forsvaret scorede to touchdown efter interception af Jaguars’ Blake Bortles, men omvendt virkede Dolphins heller ikke som et hold, der har kaliber til at gå i slutspillet. Derfor ryger holdet da også to pladser ned.

19. Cleveland Browns (4-3 - to pladser ned)

Ikke siden 2007 har Cleveland Browns vundet over fem kampe i en sæson. Det antal sejre kan - og bør - holdet dog allerede nå op på hjemme mod Tampa Bay Buccaneers på søndag. Ret beset burde den femte sejr have været i hus mod Oakland Raiders i søndags, men det var ikke muligt efter nederlaget til hidtil sejrsløse Jacksonville Jaguars ugen inden. Når man tænker på, hvor jævnbyrdig AFC North-divisionen er, kan nederlaget til Jaguars vise sig at blive rigtig dyrt for Browns. Derfor ryger holdet trods sejren over Raiders to pladser ned.

20. Houston Texans (4-4 - fire pladser op)

Efter tre knebne nederlag på stribe vandt Houston Texans en overbevisende sejr ude over Tennessee Titans takket være running back Arian Fosters 151 yards og i alt tre touchdown. En anden positiv nyhed var, at topvalget fra forårets draft, defensive end Jadeveon Clowney, var tilbage efter den skadespause, der har holdt ham ude siden premieren. Med nederlaget til Indianapolis Colts er Texans nu kun én sejr fra førstepladsen i AFC South-divisionen.

21. New York Giants (3-4 - ingen bevægelse)

Lad os håbe, at New York Giants-spillerne har taget en dyb indånding i friugen, for de næste fire uger byder på kampe mod Indianapolis Colts, Seattle Seahawks, San Francisco 49ers og Dallas Cowboys. Hvis Giants vil gøre sig håb om slutspillet, skal mindst to af disse vindes.

22. Washington Redskins (3-5 - tre pladser op)

Robert Griffin III er ved at være sin ankelskade kvit, men måske skulle Washington Redskins beholde Colt McCoy som quarterback. Siden han blev starter i anden halvleg af kampen mod Tennessee Titans har Redskins vundet begge sine kampe, og sejren over Dallas Cowboys i søndags var meget imponerende. Godt kastede McCoy ingen touchdown, men han scorede på et 7-yard-løb og satte kicker Kai Forbath i stand til at afgøre kampen i overtid med flere vigtige completions.

23. Chicago Bears (3-5 - tre pladser ned)

Hvad sker der for forsvarsspillerne i NFC North-divisionen? Chicago Bears’ defensive end Lamarr Houston gjorde søndag Detroit Lions’ Stephen Tulloch kunsten efter og skadede sig selv for resten af sæsonen, da han kom galt af sted ved at juble over et sack. Vel at mærke på et tidspunkt, da Bears var bagud 23-48 … Det siger vist alt om Bears’ problemer.

24. Carolina Panthers (3-4-1 - en plads ned)

Efter at have indkasseret mindst 37 point i fire ud af fem seneste kampe fik Carolina Panthers’ forsvar endelig sat proppen i mod de forsvarende mestre fra Seattle Seahawks, der blev holdt til to field goal, indtil holdet med 47 sekunder igen scorede touchdown. Det var tredje sæson i træk, at Seahawks stjal sejren fra baghjul mod Panthers. Og tredje sæson i træk, at Panthers’ angreb svigtede forsvaret. Panthers har kun præsteret et offensivt touchdown mod Seahawks i de tre kampe.

25. Minnesota Vikings (3-5 - tre pladser op)

Førsterundevalget fra forårets draft, Anthony Barr, fik sit store gennembrud, da han søndag blev matchvinder for Minnesota Vikings med sit afgørende touchdown i overtiden på et return af en fumble, han selv forcerede. Barrs helterolle er symptomatisk for et Vikings-hold, der har store problemer med at få angrebet til at sætte point på tavlen. Ser man bort fra de to første sejre, der kom i stand efter henholdsvis 34 og 41 point, har Vikings blot scoret 7, 9, 10, 3, 16 og 13 point i ordinær tid i de andre seks kampe.

26. St. Louis Rams (2-5 - fire pladser ned)

Slaget om Missouri gik hårdest ud over St. Louis Rams. Både fordi holdet tabte hele 7-34 til Kansas City Chiefs, og fordi det blev ramt af et hav af skader. Wide receiver Brian Quick og hele venstre side af den offensive linje måtte udgå, og også forsvaret blev decimeret. Med kampe mod San Francisco 49ers, Arizona Cardinals, Denver Broncos og San Diego Chargers i de næste fire uger, kan Rams snart begynde at se frem mod næste sæson.

27. Tennessee Titans (2-6 - ingen bevægelse)

Zach Mettenberger kastede to touchdown i sin debut som starter for Tennessee Titans, men stod også bag to turnovers, der førte til 10 point til Houston Texans, der vandt 30-16. Rookien skal nu ikke have hele skylden for nederlaget. Dertil har Titans for mange andre problemer. Løbeangrebet er næsten ikke-eksisterende. Til gengæld har modstanderne ingen problemer med at løbe mod Titans-forsvaret, der er ligaens sjettedårligste mod løb.

28. Atlanta Falcons (2-5 - to pladser op)

De første NFL-kommentatorer var allerede ude at spå om Mike Smiths uundgåelige fyring som træner for Atlanta Falcons, inden holdet satte en 21-points føring over styr søndag mod Detroit Lions. Det var Falcons’ femte nederlag i streg, og med tanke på, at holdet kun har vundet én kamp uden for Georgia Dome siden december 2012, er der ikke meget, der tyder på, at stimen bliver vendt i de to kommende udekampe mod divisionsrivalerne Tampa Bay Buccaneers og Carolina Panthers. Præstationen i første halvleg er dog nok til, at Falcons får lov til at rykke to pladser op.

29. Jacksonville Jaguars (1-7 - ingen bevægelse)

Forskellen på sejr og nederlag kunne i søndags koges ned til én person hos Jacksonville Jaguars: quarterback Blake Bortles. Rookien kastede to interception, der blev returneret til touchdown, og de 14 point, som Miami Dolphins scorede på den bekostning, var præcis den margin, Jaguars tabte med. Bortles har nu kastet 12 interception - flest af alle i NFL - og fire af dem er blevet returneret til touchdown.

30. Tampa Bay Buccaneers (1-6 - to pladser op)

Det siger en del om de to hold, der ligger under, at Tampa Bay Buccaneers kan gå fra at være agterlanterne som nummer 32 i sidste uge til nummer 30, selv om holdet tabte. Nederlaget kom dog først i overtiden efter en fumble af Austin Sefarian-Jenkins, som blev returneret til touchdown. Forsvaret har dog også sin andel i nederlaget, da det ikke formåede at forsvare den føring på tre point, som angrebet havde skaffet med to minutter igen.

31. New York Jets (1-7 - fem pladser ned)

Michael Vick er ny startende quarterback, når New York Jets søndag møder Kansas City Chiefs. Vick afløste i søndags Geno Smith, der blev bænket efter tre interception i løbet af seks spil i første quarter, men endte selv med at stå for tre turnovers, inden kampen mod Buffalo Bills var slut. Det får os til at tænke på vittigheden om optimisten og pessimisten. Pessimisten siger: ‘Nu kan det da ikke blive værre’. Hvortil optimisten svarer: ‘Jo, jo - det kan det sagtens’.

32. Oakland Raiders (0-7 - en plads ned)

Og det var så 13. nederlag i træk til Oakland Raiders. Dermed er holdet nu halvvejs i forhold til rekorden på 26 nederlag i træk, som Tampa Bay Buccaneers satte i 1977. En rekord, som Raiders nok vil gøre alt for at undgå. Som holdet spiller i øjeblikket, er det dog svært at se, hvornår Raiders får sæsonens første sejr. Det bliver næppe i de næste fire uger, hvor Seattle Seahawks, Denver Broncos, San Diego Chargers og Kansas City Chiefs er på menuen.