Den amerikanske sangerinde og kropsaktivist Lizzo har formentlig haft en hård sommer. Hun er blevet sagsøgt og voldsomt kritiseret for at have udskammet sine ansatte for blandt andet deres vægt, mens hun selv har stået på scenen og opfordret til det modsatte.

Men det stopper ikke der. For anklagerne er heller ikke blevet taget pænt imod på de sociale medier, hvor den berømte ‘Truth Hurts’-sangerinde lige nu er centrum i flere virale videoer, der ufiltreret udskammer hendes krop og udseende. 

I en video på TikTok lyder ordene for eksempel: ‘Lizzo udskammer sine danseres vægt, mens hun selv er én pomfrit fra et hjertestop.’

På en anden video, der i skrivende stund har fået mere end 200.000 likes, har en bruger redigeret en falsk video af stjernen, der ryger gennem scenegulvet som resultat af hendes vægt. 

Og det er blot to eksempler i et hav af voldsomme videoer mod Lizzo. 

Men hvorfor bliver superstjernen pludselig et offer i sin egen kamp for at opfordre til kropskærlighed? Og hvorfor mener brugerne, at det er okay at gøre grin med hendes udseende? 

Det giver ekspert i shitstorme William Atak sit bedste bud på til B.T. 

»Det, der sker, er meget klassisk. Hun er del af eliten, men har repræsenteret ‘de svage’ i samfundet, herunder de overvægtige. Når hun så anklages for at udskamme andre for deres vægt, kommer retfærdighedsfølelsen op i folk,« lyder det fra Atak. 

Branding- og shitstormekspert William Atak kalder stormen mod Lizzo for et klassisk eksempel. 
Branding- og shitstormekspert William Atak kalder stormen mod Lizzo for et klassisk eksempel.  Foto: PR Daniel Nielsen – frozenpanda.com
Vis mere

Shitstorm-eksperten spår derfor heller ikke Lizzo de store chancer for at få sin aktivistiske stemme tilbage, hvis anklagerne mod hende altså holder stik. 

»Hvis anklagerne er sande, tror jeg ikke på, at hun kan komme tilbage til den rolle, hun hidtil har haft som ambassadør for overvægtige. Især fordi hun har benægtet alt. I en shitstorm er det vigtigt at stå til ansvar og kommunikere klart og tydeligt, hvad man har lært af det.«

På Instagram har sangerinden nemlig pure afvist de hårde anklager mod hende og understreget, at hun aldrig ville kritisere nogen for deres vægt, ligesom hun kalder anklagerne både utrolige og uhyrlige. 

'Jeg ved, hvordan det føles at blive udskammet for sin vægt på daglig basis, og jeg ville absolut aldrig kritisere eller afskedige en medarbejder på grund af deres vægt,' skriver Lizzo i opslaget.

At det netop er superstjernes vægt, der bliver fokuseret på og udskammet i de mange videoer på TikTok, har dog også fået flere til at rase tilbage mod brugerne bag. 

'En venlig påmindelse. At Lizzo viser sig at være en dårlig person, er ikke en undskyldning for at være tykfobisk,' skriver en bruger i en video. 

'Jeg forstår ikke, hvorfor folk tror, at det er okay at 'fat-shame' (udskamme folk for deres vægt, red.) Lizzo, fordi hun angiveligt selv har gjort det. Det er ikke engang ironi, det er bare hyklerisk,' skriver en anden. 

Lizzo slog igennem i 2019 med sangen »Truth Hurts«. Blandt hendes andre hits finder man »About Damn Time« og »Good As Hell«. 

Amerikaneren har flere gange optrådt i Danmark. Senest gæstede hun årets Roskilde Festival.