Morgenhimlen har siden søndag budt på et særligt syn for de heldige, der har haft klart vejr.

Men hvad er det for en stjerne, der har stået tæt op af Månen?

Det er faktisk slet ikke en stjerne. Det er derimod planeten Venus, der i et par dage tog ophold tæt på nattens lysmester, Månen, fortæller astronom Michael Quaade fra Københavns Universitet.

Han forklarer, at det har været muligt at se Venus og Månen som naboer på grund af tre væsentlige ting, der er sket på samme tid.

- Det har været klart vejr.

- Venus og Månen passerede hinandens bane søndag aften.

- Venus er lige nu langt væk fra solen.

Fænomenet set over København
Fænomenet set over København
Vis mere

Lad os tage en ting ad gangen.

Hvis det er overskyet, er det selvfølgelig ikke muligt at se, hvad der sker på himlen.

Det giver også sig selv, at Venus og Månen skal passere hinanden i deres baner, hvis vi skal se dem tæt op ad hinanden på himlen.

Den sidste ingrediens er Venus' placering i forhold til solen.

Hvis den er for tæt på solen, når stolen at stå op om morgenen, før vi når at se Venus.

»Venus ser altid meget klar ud, men nogle gange er den så tæt på solen, at man først ser den, når solen står op, og så er sollyset så kraftigt, at det overdøver den,« siger Michael Quaade.

Men i øjeblikket ligger Venus langtfra solen, og det betyder, at vi kan nå at se den på nattehimlen.

Samtidig stod månen og Venus tæt på hinanden, og særligt mandag og tirsdag morgen var der klart vejr.

Michael Quaade så selv fænomenet for første gang mandag morgen.

»Jeg havde heller ikke set det før mandag morgen. Der var det rigtig flot, og månen stod tæt på, så det var rigtig flot med de to, der stod tæt sammen,« siger han.

De to stod tættest på hinanden søndag aften og nat, men det er stadig muligt at se dem i nærheden af hinanden på himlen, hvis vejret er klart.

Hvis du ikke nåede at se fænomenet i denne omgang, skal du ikke fortvivle.

Michael Quaade fortæller, at der er mulighed for at se Månen og Venus tæt på hinanden igen omkring 29. december, hvis der er klart vejr.