Det var en hård straf for »20 minutters action«, da den dengang 20-årige studerende og tidligere elitesvømmer på Stanford University Brock Turner blev idømt seks måneders fængsel tilbage i juni for voldtægt af en bevidstløs 23-årig kvinde en kold januaraften i 2015, mente faderen, Dan Turner. 

Men allerede ved domsafsigelsen kom det frem, at Brock Turner - trods massiv kritik - formentlig ville slippe for tre af de seks måneder, han ellers skulle tilbringe bag tremmer. Og nu er de tre måneder således gået.

For på fredag er den tidligere elitesvømmer nemlig tilbage i friheden efter at have afsonet sin straf for voldtægten af den 23-årige kvinde efter en fest på Stanford University.

Det skriver det amerikanske medie Mashable.

Brock Turner har undervejs i retssagen og siden været genstand for megen medieomtale, fordi faderen, Dan Turner, bønfaldt dommeren til blot at idømme hans søn en betinget dom, da en fængselsstraf var en »høj pris at betale for 20 minutters action.« En kommentar, der siden bredte sig som en steppebrand på de sociale medier.

Samtidig fik sagen store dele af verdens bevågenhed, fordi mange mente, at dommen var alt for mild. Dommeren Aaron Persky lagde dog vægt på, at den milde dom blev afsagt ud fra hensyn til Brock Turners unge alder og rene straffeattest.

Omvendt gik anklageren efter at få ham idømt seks års fængsel ud af de 14 år, som er den maksimale straf.

Den massive kritik af dommen og ikke mindst dommer Aaron Persky har siden medført, at han ikke længere er dommer i kriminelle sager, men derimod kun civile sager. En beslutning han ifølge det det amerikanske medie Time Magazine selv har taget.

»Du kender mig ikke, men du har været oppe i mig«

Kort før dommeren læste juryens afgørelse op i retten, fik offeret, den 23-årige kvinde, mulighed for at læse et brev op for Brock Turner.

»Du kender mig ikke, men du har været oppe i mig, og det er derfor, at vi er her i dag,« indledte kvinden brevet, som det amerikanske medie Buzzfeed havde fået indsigt i.

Herefter beskrev den 23-årige kvinde det, hun kunne huske, fra den lørdag i januar 2015, hvor hun blev voldtaget.

»Det havde været en stille dag hjemme. (...) Jeg havde planlagt at blive hjemme og se fjernsyn, mens hun (hendes søster, red.) festede med sine venner. Men det var min eneste aften sammen med hende, og jeg havde ikke noget bedre at foretage mig, så hvorfor ikke når der nu var den her dumme fest bare 10 minutter fra mit hjem,« fortsætter hun i brevet.

Den 23-årige kvinde var den ældste til festen, og hun lod derfor paraderne være nede og morede sig, fortæller hun. Men hun blev fuld og store dele af aftenen er sløret.

Næste gang, hun var ved bevidsthed, lå hun på hospitalet med indtørret blod flere steder på kroppen og uden trusser på.

Hun kunne ikke huske, hvad der var sket. Hun fik fortalt, at hun var blevet fundet bag en skraldespand og formentlig var blevet »penetreret« af en fremmed.

»Jeg skulle have foretaget en ekstra HIV-test, men først skulle jeg gå hjem og komme tilbage til mit normale liv. Forestil jer at komme tilbage til dit normale liv med den information.«

Læste om sin voldtægt i en artikel

Den 23-årige kvinde blev sendt hjem fra hospitalet med et stort sort hul i hukommelsen. Hun vidste endnu ikke, hvad hun var blevet udsat for den skæbnesvangre aften.

Det var først, da hun en dag på sit arbejde læste en artikel, at hun fandt ud af, hvad der egentlig var sket.

Hun var blevet fundet bevidstløs med rodet hår, en halskæde viklet om halsen, BH'en trukket ud af kjolen, som var trukket af over hendes skuldre og over livet, kunne hun læse. Hun var nøgen og havde benene spredt.

Det var to svenske mænd, der tilfældigvis kom cyklende forbi, da Brock Turner var i færd med sin voldtægt. De fik stoppet ham og holdt ham fast, til politiet ankom. Selv har han forklaret, at den 23-årige kvinde selv gik med til at have sex med ham.

Undervejs i retssagen har den 20-årige Brock Turner blandt andet sagt, at han vil arbejde for at vise andre studerende, hvordan én nats druk tilsyneladende kan ødelægge resten af ens liv. Til det svarede offeret under retssagen:

»Lad mig omformulere det for dig. Jeg ønsker at vise folk, at en nat med alkohol kan ødelægge to liv. Dit og mit. Du er årsagen, jeg er effekten,« lød de stærke ord fra offeret.