Den originale – og kontroversielle – tegning af Muhammed med vilde øjne, skæg og en bombe i turbanen er blevet solgt. 

Og det er bestemt ikke småmønter, der er blevet kastet efter Kurt Westergaards værk. 

Et værk, der efter sin udgivelse for snart to årtier siden, var med til at udløse den største udenrigspolitiske krise i Danmark siden Anden Verdenskrig. Også kendt som 'Muhammed-krisen'. 

Det skriver DR. 

Westergaards satiriske portrættering af Muhammed blev den mest omdiskuterede af de i alt 12 satiriske tegninger, der i sin tid skabte voldsomme protester. 
Westergaards satiriske portrættering af Muhammed blev den mest omdiskuterede af de i alt 12 satiriske tegninger, der i sin tid skabte voldsomme protester.  Foto: Nasser Ishtayeh/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

På en auktion fredag blev tegningen solgt for 445.000 euro, hvilket svarer til 3,3 millioner kroner. 

Og det er et overraskende højt beløb, ifølge Dennis Meyhoff Brink, post.doc og satireforsker ved Københavns Universitet og Frederiksberg Museum: 

»Mig bekendt er der ikke nogen samtidige satiretegninger, der er blevet solgt til så høj en pris. Men det er også, fordi den er et kulturhistorisk klenodie. Den indgår i en kæmpestor international historie. Det er en af de mest kendte og omtalte satiretegninger i vor tid,« siger han til DR.

Det var i 2005, at Kurt Westergaards originale Muhammed-tegning blev bragt i Jyllands-Posten, hvor også 11 andre tegninger, der satirisk skulle portrættere profeten, blev udgivet. 

Dog var det især Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen, der bragte ramaskrig, store protester, attentatforsøg og terrorplaner med sig. 

Kurt Westergaard blev selv udsat for et drabsforsøg i 2010 på grund af tegningen, der nu er blevet solgt til en klækkelig pris. 

Auktionen blev afholdt af Erik Guldager, der har været kurator for den kontroversielle – og siden verdenskendte – kunstner siden 2008. 

Kurt Westergaard døde i sommeren 2021 i en alder af 86 år. I de sidste mange år af sit liv, måtte han leve under beskyttelse af livvagter fra Politiets Efterretningstjeneste. 

Det vides ikke, hvem der har købt originaltegningen.