Selv om der er kommet større åbenhed om politik i Zimbabwe, er der frygt for voldelige optøjer efter valget.

Harare. En historie med politisk motiverede forfølgelser og tortur lurer i baghovedet hos borgerne i Zimbabwe, når de mandag går til valg for at vælge deres præsident og medlemmerne af landets parlament.

Valget tegner til at blive mere åbent og fredeligt end tidligere, men alligevel er der frygt for snyd og uro i forbindelse.

Det fortæller Natasja Vestmø, der er aktivist i organisationen Afrika Kontakt og udsendt som valgobservatør i Zimbabwe for Nordic Centre for Local Democracy and Election Support.

- Borgerne er bekymrede for, at der - uanset hvem der vinder valget - vil komme uroligheder, hvis taberen ikke accepterer valget.

- Der er også bekymring for, at det ved valget ikke bliver afgjort, hvem der skal være præsident. Og at der derfor skal holdes omvalg, siger Natasja Vestmø.

Sådan gik det ved præsidentvalget i 2008, hvor valgkampen var præget af vold og forfølgelse. Og det husker især de lidt ældre zimbabwere.

- Men vi får at vide fra de politiske partier, at det vil blive en fredelig proces.

For første gang i 40 år er Robert Mugabe ikke på stemmesedlerne. Mugabe blev væltet ved et militærkup i november sidste år. Indtil da havde han styret Zimbabwe med hård hånd siden 1980.

Vælgerne har 23 kandidater at vælge imellem til præsidentvalget og 55 partier til parlamentsvalget. Men i realiteten er det kun to præsidentkandidater, der har en chance.

Den ene er 75-årige Emmerson Mnangagwa, der også er kendt som "Krokodillen". Han har i hele sin politiske karriere tilhørt Mugabes parti, Zanu-PF, og han blev præsident efter Mugabes afgang sidste efterår.

Nelson Chamisa er den anden primære kandidat. Han er 40 år, kristen præst og leder af oppositionspartiet Bevægelsen for Demokratiske Forandringer (MDC).

Hvis ingen kandidat får mere end 50 procent af stemmerne, bliver der omvalg mellem de to, der har fået flest stemmer.

- Vi oplever helt klart, at det er et historisk anderledes valg på den måde, at der har været færre voldelige tilfælde end ved de øvrige valg inden for de seneste tyve år, siger Natasja Vestmø.

Desuden er der større gennemsigtighed omkring valget end tidligere.

Én ting er, at Zimbabwe har inviteret internationale valgobservatører til landet. Men landets valgkommissionen har også delt data med observatørerne og givet dem fri adgang til politiske møder.

- Og hos befolkningen har vi set en ændring ved, at der er mere åbenhed om politik. Der er også mulighed for, at borgerne selv kan arrangere politiske møder for at høre politikernes budskaber. Det har ikke været muligt ved de tidligere valg, siger Natasja Vestmø.

/ritzau/