De var desperate på toppen af Tête Blanche, hvor de i weekenden var på langrendstur.

Seks mænd blev fanget i det dårlige vejr i De Schweiziske Alper. 

Fem af dem døde, og nu kommer detaljerne om deres sidste timer frem.

Det skriver Bild.

Redningsmandskabet nåede først frem 26 timer efter nødopkaldet på grund af det dårlige vejr i området. 
Redningsmandskabet nåede først frem 26 timer efter nødopkaldet på grund af det dårlige vejr i området.  Foto: Valais Cantonal Police/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det var tre brødre, deres onkel, deres fætter og en ven af familien, i alderen fra 21 til 58 år, der havde begivet sig op på bjerget.

Fem er fundet døde, mens en endnu savnes.

Gruppen drog afsted lørdag, selvom der var varslet dårlig vejr.

Anjan Truffer er chef for redningsmandskabet hos Air Zernatt.

På et pressemøde mandag siger han: 

»Vi vidste, at vejret ville blive værre i løbet af natten og søndag. De blev fanget i stormen.«

Lørdag klokken 17.19 var et medlem af familien i stand til at foretage et nødopkald fra bjerget.

Mobiltelefonens placering var i 3.500 meters højde på Col de Tête Blanche.

Her forsøgte mændene forgæves at skaffe sig ly mod storm og frostgrader.

»Vi kunne se, at skituristerne havde forsøgt at bygge en hule for at beskytte sig mod vinden,« siger Truffer.

Forsøget mislykkedes.

Mændene forsøgte tilsyneladende at kravle i ly, og de mistede tilsyneladende hinanden af syne. De blev i hvert fald fundet med stor afstand på bjerget.

»De frøs ihjel, desorienteret i højden,« siger chefen for redningsmandskabet, der på grund af det stormfulde vejr, blev meget forsinket.

Det var først søndag aften, 26 timer efter nødopkaldet, at man nåede frem til bjerget.

21.20 blev de fem personer fundet døde.