Parlament holder et minuts stilhed for krigsforbryder. Hollandsk anklager bekræfter, at der var gift i flaske.

Dommen og den dramatiske giftdrik, som krigsforbryderen Slobodan Praljak i hast hældte i sig onsdag, har chokeret Kroatien.

Parlamentet i Zagreb har torsdag holdt et øjebliks stilhed til minde om Praljak, som begik selvmord i FN-tribunalet i Haag, da han fik stadfæstet en dom på 20 års fængsel.

Kroatiens premierminister har ifølge det tyske nyhedsbureau dpa kritiseret dommen fra tribunalet i Haag.

Den er "uacceptabel" og udtryk for en "dyb moralsk uretfærdighed", mener Andrej Plenkovic.

Slobodan Praljak hev en lille brun flaske frem under domsafsigelsen. Han sagde, at han ikke var krigsforbryder og tog derpå flasken til munden.

Kort efter blev han hentet af en ambulance, og senere onsdag blev han erklæret død.

En hollandsk anklager har over for nyhedsbureauet AP bekræftet, at flasken indeholdt et giftstof.

- Der er foretaget en foreløbig test af beholderens indhold, og alt, hvad jeg kan sige, er, at der var et kemisk stof, som ved indtagelse kan forårsage et menneskes død, siger anklager Marilyn Fikenscher.

Praljak blev dømt for krigsforbrydelser i 2013. Sagen blev anket, og dommen blev stadfæstet af Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY) onsdag formiddag.

Den tidligere general blev dømt for sin rolle i forsøget på at skabe en kroatisk ministat i Bosnien i begyndelsen af 1990'erne.

Dommen har chokeret Kroatien. Det fremgår af medier i landet dagen efter det dramatiske selvmord, der blev videodokumenteret af FN-tribunalets medietjeneste.

Kroatiens præsident, Kolinda Grabar-Kitarovic, forlod straks et møde for kvindelige topledere i Island, da hun hørte om selvmordet.

Avisen 24sata skriver torsdag:

- En trist afslutning. Tribunalet i Haag har fejlet i alt, hvad det var sat i verden for, skiver 24sata.

Domstolen er blevet et politisk instrument, argumenterer avisen i en kommentar, der ifølge AP afspejler flere andre kroatiske mediers dækning af sagen.

/ritzau/