Sociale medier er influenceres platforme til at inspirere deres følgere.

Men i Kina har en 21-årig kinesisk influencers død nu sat gang i debatten om, hvordan den kinesiske influencer-industri skal reguleres. 

Det skriver CNN

Den 21-årige influencer, der går under navnet Cuihua, er angiveligt afgået ved døden, mens hun deltog i en intensiv bootcamp for at tabe 100 kilo – over halvdelen af sin kropsvægt.

Cuihua havde sine følgere med på vægttabsrejsen via det sociale medie Douyin – den kinesiske udgave af TikTok.

Billederne og videoerne af træningen er ifølge CNN blevet fjernet fra det sociale medie.

Ifølge CNN har dødsfaldet ikke blot sat gang i debatten, men også fået statsmedierne i Kina til at advare mod risikoen ved at deltage i vægttabslejre samt bekymringer om presset på kvinder for at overholde skønhedsstandarder.

21-årige Cuihua skulle ud fra rapporter fra China National Radio have meldt sig på flere bootcamps for at tabe sig hurtigere.

Den seneste blot to dage før sin død i Shaanxi-provinsen – her skulle Cuihua have valgt at begrænse sin kost samtidig med den intense træning, skriver CNN.

Ifølge CNN har flere kinesiske statsmedier ligeledes skrevet, at Cuihuas familie nu har modtaget kompensation fra den camp, hun deltog på kort inden sin død.

Den blot 21-årige Cuihuas dødsfald er det andet blandt unge influencere på få uger. 

I slutningen af maj livestreamede en ung mand sig selv drikke stærk spiritus – han blev fundet død kun få timer efter.

De to dødsfald har nu sparket gang i debatten om at få undersøgt den kinesiske industri for influencere og vægttab.

De lokale myndigheder i Shaanxi-provinsen har meddelt, at både Cuihuas dødsfald og vægttabs-lejren nu undersøges.