Ottende sejr i træk. FC Midtjylland har gang i vild stime og har nu over 2,6 point i snit i Superligaen efter sejren på 2-1 over Brøndby søndag aften.

Men der skulle en vis opsang til, før topholdet vågnede for alvor, for i første halvleg var der ikke spor af noget guldfodbold fra gæsterne, og så måtte cheftræner Brian Priske gå hårdt til spillerne.

»Jeg var efter spillerne i pausen. Det var vores dårligste præstation i efteråret i de første 45 minutter. Vi var nødt til at steppe op på flere positioner, og vi fik lavet lidt taktiske justeringer. Så vi kunne presse Brøndby lidt højere. Vi talte om, at vi skulle være lidt hurtigere oppe i presset, så vi også kunne få kanterne hurtigere med. Vi skulle have Evander og Marcondes til at hænge bedre sammen,« siger Brian Priske og fortæller om sit holds vilde pointsnit og syvpointsforspring til FC København.

»Vi er ikke bedre end vores sidste præstation. Vi skal hele tiden holde hinanden skarpe og holde hinanden op på vores fælles mål. Der er den rigtige ærgerrighed og sult – nu skal vi blæse hen over målstregen søndag mod AGF. Jeg har kæmpe respekt for, at det her unge hold har fået de her resultater. De har virkelig gjort det godt, og jeg tror, de drenge har endnu mere i sig,« forklarer Brian Priske og siger om udsigten til, at store klubber skulle gå på jagt efter klubbens profiler i det kommende transfervindue:

Erik Sviatchenko fejrer superligasejren mod Brøndby.
Erik Sviatchenko fejrer superligasejren mod Brøndby. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg er pragmatisk indrettet. I udgangspunktet vil jeg gerne arbejde videre med de her drenge. Jeg er også sådan indrettet, at kommer de rigtige bud, så må man sætte sig ned og kigge på det. Det handler om at få det bedste ud af de her spillere. Vi er også en sælgende klub. Det ved jeg godt.«

»Vi er heldigvis kommet i position, hvor vores økonomi er i en god tilstand – klubben kan langt henad vejen forlange de penge, den vil have for spillerne. For mig handler det om at have en trup, som er dedikeret til det her. Vi skal have motivation og gejst. Og så er fodbold jo også sådan, at der kommer bud hist og pist,« forklarer Brian Priske, som også fik anerkendelse for sit hold fra Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen.

»Et pointsnit på over 2,6 er vanvittigt højt, og man må bare tage hatten af. En chance skaber de og laver et mål, og så får de et mål ud af ingenting, det er høj kvalitet. Jeg skal ikke sige, hvem der bliver mester, men jeg kan bare sige, at de udviser høj kvalitet uge efter uge,« forklarer han.

FC Midtjylland skal møde AGF i sin sidste kamp inden vinterpausen. Kampen spilles på søndag klokken 18.