Kyren Wilson står i sin anden VM-finale i snooker. Det er dog første gang, han prøver det med tilskuere.

Mandag skal der findes en ny snookerverdensmester. Hverken den walisiske overraskelse Jak Jones eller engelske Kyren Wilson har prøvet at løfte sportens mest prestigefyldte trofæ før.

32-årige Wilson, som fører finalen 11-6 efter de første 17 af maksimalt 35 frames, nåede dog også slutkampen tilbage i 2020.

Oplevelsen af at stå i finalen denne gang er dog helt anderledes. I 2020 foregik VM således midt i coronapandemien, og tilskuerpladserne stod gabende tomme.

- Jeg elsker virkelig hvert eneste minut her. Atmosfæren er fantastisk, siger Kyren Wilson ifølge AFP.

- Jeg føler mig velsignet og er meget taknemmelig over, at jeg får lov til at opleve det her for fulde huse, da jeg blev frarøvet den mulighed under coronatiden (i 2020, red.).

Wilson åbnede finalen fremragende søndag. Han vandt syv af de første otte frames, og selv om Jak Jones rejste sig til søndagens anden session, fastholdt Wilson en pæn føring på 11-6.

- Jeg er stolt over måden, hvorpå jeg holdt sammen på mit spil (i anden session, red.). I mit hoved havde jeg, at jeg gerne ville komme op på 11 efter at have været foran 7-1. Det mål nåede jeg, siger Kyren Wilson.

Jak Jones, nummer 44 i verden, er den første spiller siden Ding Junhui i 2016, som når finalen efter at have været gennem kvalifikationen til VM.

Finaleduellen fortsætter mandag klokken 14. Hvis ikke Wilson vinder syv af de otte frames i den session, færdiggøres finalen fra mandag klokken 20.

Første spiller til at nå 18 frames er verdensmester.

/ritzau/