Hun har været væk fra den helt store scene siden 2019.

Men lørdag var prinsesse Nathalie tilbage på de internationale dressurbaner ved et stort stævne i Hagen.

Her var hun til start i Nürnberg Burg-Pokal på hesten Blue Bors Fifty Cent, hvor de i et stærkt felt blev nummer ni med 70,58 procent, viser resultatlisten fra klassen, der blev vundet af den tyske stjerne Isabell Werth.

Turneringen er for unge heste, den bliver redet på Prix St. Georges-niveau, og søndag er der så finale for de 12 bedste ryttere fra lørdagens klasse – heriblandt den danske ekvipage.

Det er ikke mere end en måneds tid siden, prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein med et glimt i øjet på sin Instagram-story skrev, at hun håbede, hun kunne gå under radaren, da hun var til stævne i den tyske by Ankum.

Det første stævne i flere år for den tidligere landsholdsrytter, der var med til at vinde OL-bronze i 2008 i Beijing.

Dengang var det på hesten Digby, der siden blev pensioneret og i dag ikke lever mere.

I 2017 takkede hun ja til jobbet som dansk landstræner, og hun stod i spidsen for holdet til OL i Tokyo, hvor det blev til en samlet fjerdeplads samt en individuel fjerdeplads til den danske dressurstjerne Cathrine Laudrup-Dufour.

Prinsesse Nathalie Zu Sayn-Wittgenstein og Digby ved OL i London.
Prinsesse Nathalie Zu Sayn-Wittgenstein og Digby ved OL i London. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

I november 2021 valgte prinsesse Nathalie at takke af, da hun ikke kunne se sig selv i den nye konstellation, der skulle laves hos forbundet, men hun er dog fortsat som træner for blandt andre Cathrine Laudrup-Dufour.

Prinsesse Nathalie har tidligere fortalt i et interview med B.T., at hun drømmer om en dag at vende tilbage på landsholdet og ride op ad midterlinjen ved et OL.

»Det er noget helt specielt. Vores sport er en, vi kan dyrke i lang tid endnu. Det er ikke som tennisspillere eller fodboldspillere, hvor du har en begrænset årrække, du kan udføre sporten i. Vi kan blive ved, til vi er 60-65,« sagde hun i den forbindelse.