»Vær sød at stoppe nu.«

Den britiske skuespiller Kate Beckinsale langer i et længere opslag nu ud efter konspirationer og rygter, der florerer om hende – mens hun samtidig åbner op om, hvordan det påvirkede hende, at hun fandt sin far liggende død, da hun blot var fem år.

Til opslaget, som 'Pearl Harbor'- og 'Underworld'-skuespilleren offentliggjorde søndag, har hun delt to videoer.

En af, hvordan hun så ud for mere end 20 år siden.

Og en af, hvordan hun ser ud nu. 

For i opslaget langer hun nemlig ud efter de vedholdende rygter om, at hun skulle have lagt sig under kniven og fået ændret på sit udseende.

»Jeg hader at tale om det, for jeg hader at bidrage til denne samtale, men jeg gør det, fordi snigende mobning af enhver art over tid sætter sine spor,« indleder den 50-årige Kate Beckinsale opslaget, som fortsætter:

»Hver gang jeg deler noget – og det har i øvrigt været tilfældet, siden jeg var omkring 30 – bliver jeg beskyldt for at have fået foretaget en uigenkendelig operation/bruge botox/bruge fillers//være besat af at se yngre ud, og det er virkelig sådan en trættende og subtilt ondskabsfuld måde at mobbe en person på.«

Kate Beckinsale ses her under en filmfestival i Venedig i september sidste år.
Kate Beckinsale ses her under en filmfestival i Venedig i september sidste år. Foto: Vianney Le Caer/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

I opslaget afviser hun, at hun har fået foretaget nogen af de indgreb.

Hun forklarer, at hun omvendt har fået en plastikkirurg til at sige, at hun netop ikke har fået ændret ved sit udseende.

»Og alligevel er der hver gang et kor af: 'Oh my God, du er uigenkendelig'. 'Oh my God, PLASTIK'. 'Oh my God, du ligner ikke engang dig selv længere'. Det sker konstant, og det er som regel kvinder, der gør det,« lyder det fra Kate Beckinsale.

I opslaget forklarer hun, at hun er blevet ældre – og at hun ikke er bekymret for at blive ældre.

»For jeg fandt min far død som femårig, jeg tilbragte det meste af mine teenageår og en stor del af mine 20ere fuldstændig lammet af alvorlig angst og panikanfald for, at jeg også skulle dø af et hjerteanfald, og tog ofte på skadestuen og var næsten, på det tidspunkt i mit liv, fuldstændig immobiliseret af den angst,« skriver hun.

Kate Beckinsale har en voksen datter fra et tidligere forhold med skuespilleren Michael Sheen.
Kate Beckinsale har en voksen datter fra et tidligere forhold med skuespilleren Michael Sheen. Foto: Michael Tran/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Med det henviser hun til, at hendes far – den spirende komediestjerne Richard Beckinsale – døde pludseligt af et massivt hjerteanfald, mens han sov, tilbage i 1976.

Han var dengang blot 31 år og efterlod sig sin hustru, skuespilleren Judy Loe, deres datter, Kate, og en datter fra et tidligere ægteskab.

»Det faktum, at en af de største ting, jeg bliver mobbet med, er en antagelse om, at jeg ikke kan håndtere tanken om at blive ældre, er så dybt ironisk, når min altopslugende frygt var, at jeg aldrig troede, at jeg overhovedet ville se slutningen af mine 20ere,« skriver Kate Beckinsale i sit opslag.

Til de to videoer, som hun har delt, skriver hun, at hun som yngre havde et mere fyldigt ansigt, og at man dengang brugte en anden makeup-teknik, end man bruger nu.

»Jeg skriver dette vel vidende, at det absolut ingen effekt vil have. Det kommer ikke til at stoppe,« skriver hun, før hun tilføjer:

»Men jeg skriver det også, for uanset hvordan nogen ser ud, så er det mobning konstant at beskylde dem for ting, de ikke har gjort, eller for at være besat af ungdom, når jeg faktisk lige nu er besat af at overleve tab. Vær sød at stoppe nu.«