Endnu en af de store stjerner fra 90'ernes dreamteam af et dansk damelandshold har definitivt lagt håndboldkarrieren på hylden. Gitte Madsen stopper med at spille håndbold efter tre diskusprolapser på et halvt år. "Min læge fraråder mig at starte igen, og så er der jo ingen grund til at trække det længere," forklarer Gitte Madsen med ganske få ord grunden til hendes farvel til tophåndbold.

Dan danske Bækkelaget-spiller har siden oktober sidste år været rygskadet som følge af et skub, hun fik i en Champions League-kamp i Prag.

Siden har hun genoptrænet måned efter måned i håb om at kunne iføre sig de blå-gule Bækkelaget-farver igen.

I perioder har det været muligt for Gitte Madsen at løbetræne - andre gange ikke, og skudtræning har hele tiden været forbundet med smerter.

"Jeg bliver aldrig så rask, at jeg kan spille håndbold igen. Men jeg håber da på at komme mig så meget, at det ikke længere hæmmer mig i hverdagen," fortæller Gitte Madsen, der har haft problemer med balancen og kraften i det ene ben.

"Så snart sommeren begynder, begynder man at tænke over, hvor man skal spille næste sæson. Og det var da også begyndt at krible i mig. Derfor kommer beslutningen nu.

Det er trist og ærgeligt, men jeg har forenet mig med tanken. Der er jo også en god portion fornuft i ikke at ødelægge sig selv endnu mere," siger Gitte Madsen, der som senior nåede at spille for Horsens, Bækkelaget, DHG, GOG og til slut hos Bækkelaget igen.

Gitte Madsen har sagt farvel til venner og kollegaer i Bækkelaget. Efter godt 20 år som håndboldspiller er det slut, og nu venter fremtiden.

"Jeg er uddannet fysioterapeut, og det håber jeg da at kunne gøre brug af. Hvad der ellers skal ske, det glæder jeg mig da til at se," siger Gitte Madsen.