Det er snart jul, og et ellers forrygende flot spillende Esbjerg-mandskab var i gavehjørnet foran hele 6.877 tilskuere (sæsonrekord) på hjemmebanen. ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Gavmildheden rakte helt frem til 87. minut, da Kenneth Møller Pedersen dukkede ud af mørket på et stadion med et elendigt lysanlæg til en stor OB-chance, men sendte bolden over, så det forblev ved 3-3.

Det ville være en dyb uretfærdighed, hvis OB havde vundet den kamp.

Og fynboerne var nærmest snydeheldige med pointdelingen.

Esbjergs bidske medalje-aspiranter burde have sat alt på plads i 1. halvleg, hvor vestjyderne foldede sig ud i smuk spillemæssig harmoni med korte kombinationer i flot vekselvirkning med lange, præcise stikninger, altsammen gennemført i et opskruet tempo, hvor OB ikke kunne følge med.

Pragtmål
Det kanonflotte Esbjerg-spil udmøntede sig i to pragtmål af Jan Kristiansen og Jakob Poulsen, og OB havde ikke en eneste reel chance i 1. halvleg, men så headede vestjydernes ellers meget stærke Kjetil Pedersen en OB-hjørnesparksbold utageligt ind i eget net bare ét minut før pausen.

En påstand: OB var billedligt talt død og begravet i den kamp, men blev kaldt til live igen takket være det uheldige Esbjerg-selvmål.

Mere plads til OB
Endnu en faktor spillede ind på forløbet i 2. halvleg. Esbjerg måtte rykke selvsamme Kjetil Pedersen ned fra midtbanen som midtstopper i stedet for en skadet Nikolaj Høgh.

Det betød først og fremmest, at OB fik mere albuerum på midtbanen til det fremadrettede spil. Og pludselig 2-2 ved Steffen Højer i 49. minut, så 3-2 ved evigt farlige Tommy Bechmann minuttet efter, samt 3-3 ved Søren Berg et kvarter før tid.

Men i en spillemæssig lige 2. halvleg var det stadig Esbjerg, som virkede farligst og havde de største chancer.

OB blev belønnet for flot fight.

Men Esbjerg havde i går fortjent en tangerering af klubbens egen DM-rekord på ni hjemmesejre i træk. Rekorden blev sat i 1962. Dengang vandt Esbjerg guld.

Som vestjyderne har spillet gennem efteråret, ligner det også noget stort i denne sæson, om ikke guld, så i hvert fald sølv eller bronze.

tl@bt.dk