De femfoldige verdensmestre Brasilien forærede absolut ingenting til værterne, da de lørdag udraderede De Forenede Arabiske Emiraters fodbold-landshold med hele 8-0 i en venskabskamp i Abu Dhabi.

Syv af gæsternes mål faldt i anden halvleg efter at Kaka ku' og åbnede ballet i kampens 20. minut med et højrebenshug, som emiraternes keeper ikke kunne klare.

Adriano scorede til 2-0 fra straffesparkspletten i det 52. minut og Lyon-angriberen Fred, der afløste Robinho i pausen, gjorde det til 3-0 i det 57. minut.

Forsvareren Lucio stak hovedet frem og headede 4-0 ind i det 64. minut, mens Juninho sørgede for 5-0 med et frispark fra 18 meter i det 70. minut. 6-0 stod der også Juninho på - denne gang med et hovedstød tættere inde under det arabiske mål.

Right said Fred, og gjorde det til 7-0 med en helflugter fire minutter før tid. Nådesstødet blev leveret af Cicinho, der havde afløst Cafu, og scorede til 8-0 i overtiden på Zayed Sports City Stadium.

Brasilianerne sad totalt på kampen, og det blev ikke bedre for emiraterne, da de fik smidt midtbanespilleren Ali Abbas ud i det 70. minut for en hård tackling.

Træner Carlos Alberto Parreira, som to gange har været landstræner i de forenede emirater og ført dem til VM i 1990, havde taget sine superstjerner med til mødet med sine gamle venner. Den eneste, som ikke var med til festen, var ankelskadede Ronaldo. Hans afløser var ingen ringere end holdkammeraten fra Real Madrid, Robinho.

Parreira skiftede hele otte spillere ud i anden halvleg for at prøve at få de sidste brikker til sin VM-trup til at falde på plads.

fh@bt.dk