For mange mennesker betyder uge 29, at det er tid til at feste i Skagen.

Men for Motorstyrelsen er det tid til at arbejde.

I denne uge har styrelsen kontrolleret, om bilisterne i den festramte by har registreret og betalt de rigtige afgifter til deres biler korrekt.

Erfaringer viser nemlig, at det langt fra er alle bilister, der har orden i afgiftsforholdene, når de lægger vejen forbi Skagen i den såkaldte 'Hellerupuge', hvor blandt andet sportsvogne og andre dyre biler bliver vist frem.

Sommerliv og sportsvogne ved Ruths Hotel i Gammel Skagen, uge 29 - 'Hellerupugen', fredag 17. juli 2020. Bilerne på billedet har ikke noget med Motorstyrelsens kontroller at gøre.
Sommerliv og sportsvogne ved Ruths Hotel i Gammel Skagen, uge 29 - 'Hellerupugen', fredag 17. juli 2020. Bilerne på billedet har ikke noget med Motorstyrelsens kontroller at gøre. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Vi har tidligere holdt kontrolaktioner i Skagen, og erfaringerne viser, at en del af gæsterne i byen blandt andet ikke overholder reglerne for at køre i gulpladebiler eller firmabiler. Bilisterne risikerer derfor at skulle betale en bøde eller betale et stort beløb i afgift,« lyder det fra Jørgen Rasmussen, konstitueret direktør i Motorstyrelsen, i en pressemeddelelse fra tidligere på måneden, hvor han tilføjede:

»Det er jo ærgerligt, når det for eksempel er let at købe et dagsbevis, som gør det lovligt at benytte en bil på gule plader til private formål.«

Typisk vil overtrædelser af reglerne medføre bøder og afgifter, og i særtilfælde kan det ende med beslaglæggelser af køretøjerne.

Hvordan det så er gået med denne uges kontroller har Motorstyrelsen, der var en del af det tidligere SKAT, som blev lukket og erstattet af syv nye styrelser i 2018, dog endnu ikke et overblik over.

»Vi skal lige være færdige med kontrollerne først, og så kigger vores kontrolmedarbejdere sagerne igennem efterfølgende,« oplyser Motorstyrelsens pressekonsulent Anders Green til B.T.

Han oplyser, at Motorstyrelsen forventer at have et overblik over kontrollerne senest mandag i næste uge.