Plusbus-projektet ved Sohngårdsholmsvej vækker irritation hos mange aalborgensere. Særligt dem, som ser pengene sive ud af deres forretning, som konsekvens af byggearbejdet, er vrede og frustrerede.

Men de seneste par måneder er det faktisk ikke arbejdet i sig selv, der har givet anledning til panderynker. Det er derimod manglen på samme.

Siden slutningen af november, hvor byggefirmaet Barslund, der stod for Plusbus-projektet, gik konkurs, har der nemlig hverken været anlægsarbejdere eller maskiner på vejen.

Men det kommer der snart. Her knap fire måneder senere er der nemlig kommet styr på konkursboet, og arbejdet kan genoptages. Både på Sohngårdsholmsvej og Kastetvej, som ligeledes har ligget stille hen.

Ingen af de to projekter bliver dog færdige til tiden. Omkring Kastetvej vil en del arbejde allerede være færdigt midt i maj, mens man omkring Aalborg Vestby Station skal leve med byggearbejdet som nabo frem til efter sommerferien.

På Sohngårdsholmsvej skal man ikke regne med at projektet er i mål, før julelysene er oppe. Her er det nemlig forventningen at være færdig 1. December 2022.

»Vi er fuldt ud bevidste om, at vi generer de nærmeste med det her arbejde, og vi bestræber os på at gøre det så gnidningsfrit som muligt. Men det er et omfattende projekt, og konkursen har været en forhindring, der er ude af vores hænder,« siger Niels Bresemann Jensen, projektchef for Plusbus ved Aalborg Kommune.

Han understreger, at kommunen har gjort alt, hvad de kunne, for at få konkursboet gjort op og arbejdet startet så hurtigt som muligt.

Ud over forsinkelsen kommer konkursen også med en regning på to millioner kroner til kommunen.

»Der er en merudgift på 10,2 millioner på grund af konkursen, som konkursbo og garant afholder 8,2 millioner for, og vi dækker resten. Det, synes jeg faktisk, er et rigtig godt resultat. Det kunne have været meget værre,« siger Niels Bresemann Jensen.