Indtørrede madrester på gulvet, gammelt støv og afføring på væggene.

Det er nogle af de forhold, en håndfuld forældre oplever på Tranbjergskolens afdeling på Kirketorvet, hvor der går børn i indskolingen.

Rengøringen halter. Ja, faktisk oplever forældrene, at der sommetider slet ikke bliver gjort rent. I ugevis har de blandt andet set samme indtørrede madrester på gulvet i klasselokalerne.

Flere gange har de forsøgt at råbe både skoleleder og kommune op. Men uden held.

Hver dag sender de derfor børnene i skole. Nogle gange kommer ungerne hjem om eftermiddagen og har tisset i bukserne. Jeanet Friis har en datter, der går i 2. klasse på skolen.

»Hun spiser og drikker ikke, fordi hun hellere vil holde sig end at tisse på skolen, hvor toiletterne er så klamme. Og hun presser sig selv til at prøve at lave stort om morgenen, inden hun skal i skole,« siger hun.

Jeanet Friis fortæller, at der er toiletter i en bygning uden for skolen. Her er der ifølge hende direkte »uhumsk«. Hendes børn har oplevet, at der har været mudder i vasken, afføring på toiletbræt og vægge og tis på gulvet.

Forældrene har lagt mærke til, at det ofte flyder med madrester og affald.
Forældrene har lagt mærke til, at det ofte flyder med madrester og affald. Foto: Privatfoto
Vis mere

Den oplevelse kan Mie Bossow, der også har børn på skolen, nikke genkendende til. Hun fortæller, at hendes søn lider af kronisk forstoppelse, fordi han synes, skolens toiletter er så ulækre, at han holder sig.

»Han siger, at han ikke vil på toilettet, fordi der er lort op ad væggene og tis på gulvene,« forklarer Mie Bossow til B.T.

Over hele linjen peger forældrene på, at rengøringen er yderst mangelfuld. Forældrene fortæller enstemmigt om problemer med støv, der ikke bliver tørret af, gulve, der ikke bliver vasket og heller aldrig støvsuget – foruden de »klamme« toiletter.

»Hvis nogen taber yoghurt eller kakao på gulvet, så kan det snildt ligge i en uge, uden der sker noget. Børnene vælter rundt i bakterier,« lyder det fra Mie Bossow.

Flere gange har forældrene blandt andet forsøgt at råbe skolens ledelse op, siger de. I en Facebook-gruppe for Tranbjerg-borgere har yderligere ti personer tilkendegivet, at de oplever eller har oplevet samme store problemer med rengøringen – nogle i flere år.

Ifølge dem har ledelsen sagt, at de er opmærksomme på problemet, men at det ikke er så slemt, som forældre og børn siger. 1. december startede et nyt rengøringsfirma på skolen. Men det stoler forældrene ikke på, gør en forskel.

»Jeg synes, det er fint, men jeg tror ikke på, det ændrer på noget. Det er sket før, at der er kommet nyt rengøringsfirma. Det er tredje gang, jeg oplever det, og det er ikke blevet bedre,« siger Mie Bossow, der sammen med de øvrige forældre ønsker, at ledelsen tager problemerne mere alvorligt.

Her har en forælder taget et billede af store nullermænd og støv i klasselokalet.
Her har en forælder taget et billede af store nullermænd og støv i klasselokalet. Foto: Privatfoto
Vis mere

De er til gengæld også enige om, at skolen og undervisningen i øvrigt er god, og at børnene er glade for at være der – det er rengøringen og ledelsen, der »hænger i bremsen«.

Anne-Mette, der også har et barn i 2. klasse, kalder det »frustrerende«, at de må sende deres børn i skole, hvor der ikke bliver gjort rent – især mens coronasmitten stiger, og man derfor bør være ekstra opmærksom på rengøring.

Så sent som onsdag har hendes mand også henvendt sig til skolen med ønsket om at få en støvsuger i stedet for en kost til skolens SFO, siger hun.

Er det ikke forventeligt, at der er beskidt på en skole, hvor der er mange børn?

»Jo, det skulle der gerne blive hver dag, særligt når man går imod et vejrskifte. Men der er forskel på beskidt og ulækkert,« siger Mie Bossow.

»Jeg er med på, at drengene eksempelvis står op og tisser og så rammer ved siden af, men det er alligevel for groft det her,« lyder det fra Jeanet Friis.

B.T. har foreholdt skolelederen på Tranbjergskolen, Carsten Baun, forældrenes kritik. Han anerkender, at der har været udfordringer med rengøringen, men understreger også, at der nu bliver handlet.

Han forklarer i øvrigt, at det ikke er skolen, der laver aftale med et rengøringsselskab. Det sker fra »centralt hold for alle skoler og institutioner«.

»Det er rigtigt, at vi har udfordringer i forhold til vores rengøring, derfor har vi også hyret et nyt rengøringsselskab fra 1. december. Det, håber vi, kommer til at hæve standarden,« siger han.

Flere af forældrene nævner, at et nyt rengøringsfirma ikke har hjulpet førhen. Hvordan sikrer du, at det nu vil hjælpe?

»Det kan jeg ikke sige så meget til. Der er sket ændringer, fordi vi er blevet gjort opmærksom på, at den rengøring, der bliver leveret, ikke er god nok. Om det bliver bedre, det kan vi kun håbe på.«

Flere af forældrene nævner, at de har børn, der holder sig, til de kommer hjem, fordi toiletforholdene ifølge dem er for uhumske. Hvad tænker du om det?

»Jeg ved, vi har stor opmærksomhed på toiletterne. Vi har haft dage, hvor vi har kigget dem efter flere gange om dagen. Lige nu kører vi med, at klasserne har deres eget toilet, så vi kan arbejde mere specifikt med de klasser, vi har et problem med, så vi kan arbejde med, hvordan man efterlader et toilet. Toilettet er aldrig renere, end som den sidste har efterladt det.«

Ifølge forældrene har de gentagne gange rettet henvendelse til ledelsen med problemerne. Har I reageret hurtigt nok på det her?

»Om det er for sent, det ved jeg ikke. De gange, jeg er blevet orienteret om det, der har vi kigget på det og arbejdet med det. Men som sagt så er der netop startet et nyt rengøringsselskab, og det, håber vi, hæver standarden.«

Tilbage står forældrene, der skal se det, før de tror på det. For ifølge dem er det i længden decideret sundhedsskadeligt for børnene at komme i skole.

Forældrene er nu klar til at holde øje med, om det nye rengøringsfirma er opgaven voksen.

»Jeg får ondt i maven, når jeg skal sende dem i skole. Nu er det nok,« siger Jeanet Friis afslutningsvis.