Antigua i Guatemala er farvernes og vulkanernes by, men det rigtige Antigua oplever man først, når man træder ind i skyggerne på det store marked.
Jesús Gómez har fået lov at betale for resten af måltidet i morgen. Han tager dagens frokost – stegt kylling, sorte bønner, tomatsalsa og kogte ris – med sig ind i et lille skur.
Læs også: Guide: 10 markeder, der vil henrykke dig
I larmen fra regndråber, der bliver slået i stykker på det bølgede blik, som udgør taget, sænker han hovedet under sin blå firmakasket og slubrer maden i sig.
I resten af Antigua, Guatemalas tidligere hovedstad og landets nu største turistmagnet, er facaderne farvet i alt fra Hubba Bubba-pink til Nyhavn-gul, men på markedet er det, som om farverne er suget væk og erstattet af skyggerne fra markedsboderne. Den friske luft er skiftet ud med lugten af ildstedernes røg og fugten fra vandpytter i hjørnerne. Men som på en bar i en 1960er-krimi er det i det mørke hjørne, det sjove sker. Det er her, de virkeligt interessante mennesker hører til. Mennesker som Jesús Gómez.
Jesús Gómez er omkring 59 år gammel, så vidt han husker, og kender labyrinten af de hundredvis af boder på Antigua Market ud og ind. Det er hans job at kende dem. Han er cargador autorizado, autoriseret bærer, og løfter derfor ting fra markedet til butikker ude i byen. Det har han gjort de seneste 30 år. Der har ikke været meget at lave i dag – sådan er vilkårene som dagsarbejder – men normalt tjener han op mod 30 quetzales på en 10-timers arbejdsdag, cirka 21 danske kroner. Men så har han også fri om søndagen.
Efter en halv times pause er det tid til at arbejde igen. Jesús Gómez folder papmachetallerkenen sammen, smider den i en lyserød plasticpose og forsvinder ud i mylderet af regnslagsklædte mennesker for at fortsætte sin arbejdsdag.
Her blander han sig med de tusindvis af mennesker, der har deres daglige gang på markedet i Antigua, alle sammen med livshistorier så langt fra en dansk virkelighed, at hele uger kunne bruges på markedet med blot at observere livets gang.
På en lille bar i hjertet af mylderet steger en madmor kylling og tortillas, mens mændene, placeret på små bænke i hjørnet, kæfter op og kort bliver kastet på bordet i ét væk, så svjip-svjip-svjip-lydene danner en naturlig rytme over slagets gang. De spiller conquian, en slags rommy om penge. Cigaretter bliver købt per styk (1 quetzal), og der bliver drukket håndbajere i utællelige mængder. Gallo, naturligvis, den lokale.
På en god dag kan man vinde 12 dollar, bemærker en tilskuer. Hvor meget man kan tabe, bliver der ikke snakket højt om.
I forlængelse af markedet ligger Antiguas buscentral, hvor aflagte amerikanske skolebusser, de såkaldte »chicken busses«, kører til og fra hele landet.
I skyggen langs muren af boder sidder mænd med blanke øjne og svajende positur. Og længere henne, ved de parkerede busser, sidder små grupper af teenagedrenge. Det er dem uden skole, arbejde, familie.
Det er også her, der indimellem går venlige, men pudsigt fraværende unge mænd rundt. Deres pupiller er slørede og deres bevægelser sløve. De mumler, og deres tøj virker tit alt for stort. Det er los pegamenteros, limsnifferne.
Den enorme ulighed mellem rig og fattig, som er så åbenlys på markedet, er hele grundlaget for den tidligere hovedstad.
Da spanieren Don Pedro de Alvarado grundlagde Antigua i 1543, dengang under navnet »Meget Loyale og Meget Noble By af Sankt James af Ridderne af Guatemala«, gik de spanske erobrere på jagt om natten. På hesteryg red de af sted til de 28 nærliggende landsbyer, hvor landets oprindelige maya-befolkning holdt til. Arbejdsdygtige mænd blev fanget, bragt til byen og tvunget til opføre kirker, palæer, og hvad spanierne ellers havde brug for.
To jordskælv i 1773 jævnede næsten byen med jorden, og spanierne besluttede sig for at bygge en ny hovedstad et mere sikkert sted, den nuværende Guatemala By.
De kirkelige og velstillede forlod byen og tog alt med sig af værdi. Men selv om den spanske kolonimagt forsøgte at forhindre det gentagne gange, blev de fattigste i byen og levede i ruinerne – og hermed var La Antigua Guatemala skabt, Det Gamle Guatemala.
I dag er Antigua den mest populære turistdestination i Guatemala og godt fyldt med gringos, hvide udlændinge, hvoraf mange er kommet for at lære spansk på en af de mange sprogskoler. Små isvogne ringer med klokken, ældre mennesker går tur med hunden, to unge kysser på en bænk i parken.
Men mens det Antigua, som bliver vist frem i brochurerne, byder på all-you-can-eat-morgenmad på deep pan-pizzeriaer og 3 kroners barer for kvinder om onsdagen, så er den virkelige seværdighed perlerækken af personligheder omkring markedet. Det er en by, som vitterligt ingen guidebog kræver for at blive udforsket, bare et par gode sko, et smil og et åbent sind.
Læs også: New Yorks bedste marked