Lyt til artiklen

Alle gode gange tre?

Han har allerede haft landets højeste embede to gange, og står det til mere end hver fjerde vælger, kan han blive det igen.

En ny måling fra Voxmeter viser nemlig, at Lars Løkke Rasmussen slår Ellemann og Pape i en dugfrisk statsministermåling.

27,2 procent af vælgerne foretrækker Lars Løkke fra hans eget nye parti Moderaterne som statsminister, hvis de kan vælge mellem kandidater fra S, M, V og K.

795 repræsentative vælgere er blevet spurgt, hvem de foretrækker som statsminister blandt Lars Løkke og de tre erklærede kandidater.

Her peger mere end hver fjerde vælger altså på Lars Løkke (M), mens statsminister Mette Frederiksen (S) topper på 46 procent.

De to borgerlige kandidater, Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K), må se sig slået af den tidligere statsminister for Venstre. De to får henholdsvis 17,2 og 9,6 procents opbakning i målingen.

Det er første gang, at Voxmeter har tilføjet Lars Løkke som svarkategori i målingen. Tallene for de tre andre statsministerkandidater kan derfor ikke sammenlignes med tidligere statsministermålinger.

Den nye måling er indsamlet fra 19. til 21. oktober gennem telefoniske interview.